Nyheder

Kongehuset risikerer at løbe tør for strøm

I går meddelte elbilfirmaet Better Place, at de er gået konkurs. Og det kan efterlade flere hundrede danske bilejere med en ubrugelig bil.

Også kongehuset kan komme til at stå uden strøm, hvis de skiftestationer, som Better Place har drevet, lukkes på grund af konkursen.

Kongehusets bilpark tæller nemlig en kongeblå Renault Fluenze Z.E med nummerpladen Krone 20. Bilen bliver brugt til at køre mellem Amalienborg og Fredensborg, samt til bykørsel, forklarer økonomichef ved hoffet, Søren Kruse, til tv2.dk.

- Vi venter på at se, hvad kurator finder ud af. Jeg kan forstå, at Renault indtil videre vil overtage ladestanderne, så der er ingen grund til panik herfra endnu, siger Søren Kruse, som kan fortælle, at der både findes ladestandere på Amalienborg og på Fredensborg.

Men selvom ladestanderne skulle løbe tør for strøm, så betyder det næppe, at kongefamiliens medlemmer kommer til at stå uden transportmuligheder.

- Vi har jo et par biler at tage af, så det er jo værre for de danskere, der kun har deres ene elbil at køre i, slutter Søren Kruse.