Nyheder

Frosne hunde skal obduceres

Den nu tidligere hundeejer i Hjørring, der havde 30 hunde gemt i sin fryser, afviser at have frosset sine hunde ihjel.

Men den forklaring vil Nordjyllands Politi have bekræftet. Hundene skal derfor obduceres, skriver nordjyske.dk.

- Vi har udtaget nogle hunde, hvor vi ikke kan se, at der er bidsår eller en anden tydelig forklaring på døden og én eller to af dem vil vi have undersøgt, siger politianklager Torben Kaufmann.

TV 2 har været på besøg

TV 2s kriminalmagasin Station 2 besøgte den 66-årige mand i Hjørring i forbindelse med et indslag om ulovligt hundeopdræt i starten af april.

På det tidspunkt havde manden 12 hunde, hvor af to var drægtige. Det er muligvis nogle af disse hunde, politiet nu har fundet i kummefryseren.

Manden afviste over for Station 2, at han opdrættede hunde for pengenes skyld.

Efter indslaget var blevet optaget fik manden et påbud om, at han ifølge hundeloven ikke længere måtte holde hunde. Men det forbud har manden altså overtrådt.

Nordjyllands Politi fandt mandag de frosne hunde under en ransagning.