EL-kandidat lægger låg på forslag om væbnet opstand
Stillerne bag et kontroversielt forslag om at blåstemple sociale opstande som en vej til at omstyrte kapitalismen, trækker deres forslag.
Det siger en af forslagsstillerne, Jonathan Simmel, til Ritzau.
Forslaget gik ud på at gøre op med en formulering om, at "et brud med kapitalismen skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændigt frie valg".
- Vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning, har Jonathan Simmel sagt til Berlingske.
Begrundelsen for forslaget var blandt andet, at man ikke skulle udelukke folkeopstande som dem, man har set ved de arabiske revolutioner i eksempelvis Libyen og Tunesien.
- Vi skal ikke udelukke, at et flertal i befolkningen kan kræve dette (omvæltninger, red.) uden, at der ventes fire år på næste folketingsvalg, stod der i forslaget.
Men nu stikker personerne bag forslaget altså piben ind, før forslaget overhovedet har været oppe og vende blandt de 620 delegerede på Enhedslistens årsmøde.
- Vi ville gerne frem til at sige, at et flertal kan manifestere sig på mange andre måder end gennem folketingsvalg, og vi skal ikke udelukke, at det kan ske på andre måder, siger han.
- Men vores vurdering er, at det er dækket ind af andre forslag, og jeg vil gerne prioritere mine kræfter anderledes i debatten, siger han.
Dermed ser det ikke ud til, at de delegerede på Enhedslistens årsmøde skal tage stilling til forslaget, der er en del af en debat om holdningen til revolutioner.
Jonathan Simmel understreger dog, at der stadig er mulighed for, at andre af de delegerede fremsætter forslaget.