TV: Fik fat i ministers CPR-nummer på to minutter

For at eksemplificere, hvor nemt det er at skaffe sig folks personlige oplysninger, satte tv2.dk sig for at finde Margrethe Vestagers CPR-nummer.

Som økonomi- og indenrigsminister er hun nemlig politisk ansvarlig for sikkerheden på nettet - en opgave, der tilsyneladende ikke bliver løst særlig godt.

For med helt simple metoder og på kun få minutter lykkedes det at finde frem til de fire sidste cifre i Vestagers CPR-nummer - oplysninger, der ville kunne have været brugt til at hav af forskellige former for misbrug, og det kom bag på ministeren.

- Jeg har det præcis som andre mennesker har det, når deres oplysninger er i andre menneskers varetægt, fordi det er en personlig oplysning, som man selv skal have, og derfor passer jeg også godt på det, lød det fra en overrasket Margrethe Vestager.

Vil ikke lave om

På et samråd i begyndelsen af april forsikrede hun ellers, at sikkerheden på nettet angående CPR-numre var tilfredsstillende.

Men som tv2.dk i dag kan dokumentere, er det stadig muligt med helt simple midler at finde frem til enhver danskers personlige CPR-nummer, hvis blot man er i besiddelse af deres navn og fødselsdag - det til trods for, at TV 2 allerede for et år siden dokumenterede sikkerhedsbristen.

Alligevel fastholder hun, at den nuværende indsats er tilstrækkelig, og at det er virksomhedernes ansvar at sørge for sikkerheden.

- Hvis man har en hjemmeside, hvor man kan hacke et personnummer på ganske kort tid, så har den hjemmeside et meget, meget stort problem, siger hun og fortsætter:

- Der vil dog være virksomheder, der ikke kan finde ud af det, og derfor er det så vigtigt, at vi følger op på tingene. Hvis sikkerheden ikke er i orden, vil de blive påbudt at sørge for det, og hvis det stadigvæk ikke sker, vil de blive nægtet adgang til CPR-registret, forklarer hun til tv2.dk.

Ikke lovændring

Eksperter, som tv2.dk har talt med, peger på, at brugen af CPR-numre på nettet helt burde afskaffes, eller som minimum bør loven laves om. Gør det ikke indtryk på dig?

- Lovændring, eller ikke lovændring. Det, der er vigtigt, er, at der bliver fulgt op. Og det er virksomhedernes ansvar at vide, hvem de handler med, forklarer hun til tv2.dk og fortsætter:

- Det handler ikke kun om deres eget mulige tab, det handler om at sørge for, at sagesløse mennesker ikke bliver udsat for misbrug.

Men er det klogt at lægge ansvaret for sikkerheden ud på den enkelte virksomhed?

- Det er ikke noget sats. Man skal følge landets lovgivning.

Men der er jo ikke nogle konsekvenser for dem, der ikke kan finde ud af det - ikke engang bøder?

- Jeg tror, det er træls for en virksomhed ikke at kunne trække på CPR. Det er også trælst, hvis kunderne viser sig at være nogle andre, for så taber de jo penge.

Følg sagen på tv2.dk i løbet af dagen, og se indslag om brister i CPR-sikkerheden i TV 2 Nyhederne klokken 19.