Nyheder

S: DF-kommentarer er politisk hate crime

Politisk hate crime.

Sådan betegner Socialdemokraternes Trine Bramsen de opsigtsvækkende udtalelser, som DF's Mette Hjermind Dencker er kommet med - senest i en debat i Folketinget i går, tirsdag.

Her sagde Dencker, under en debat om såkaldt medmoderskab mellem lesbiske par:

- Skal vi til at kunne gifte os med andre end mennesker, men måske også med dyr? Hvad bliver det næste Enhedslisten har af planer?

Alle bør tage afstand

Udtalelsen har medført heftig kritik fra flere sider - og nu melder Trine Bramsen, der sidder i ligestillingsudvalget for Socialdemokraternes, sig også blandt kritikerne.

- Jeg synes, at når man står på demokratiets talerstol, og bruger de formuleringer hun bruger, så er det udtryk for politisk hate crime. Det er noget, alle demokrater bør tage afstand fra, siger Trine Bramsen til tv2.dk.

Hun understreger, at det langt fra er første gang DF's familieordfører kommer med kontroversielle meldinger om familiepolitik.

Sidste år sagde Dencker således til Berlingske, som reaktion på et radikalt forslag om at forældremyndigheden skulle kunne deles mellem tre eller fire mennesker:

- Der er jo ingen grænser for, hvilke konstellationer, man kan forestille sig. Hvad bliver det næste? At man kan gifte sig med sin hund?

Og i en avisklumme fra januar i år gav Mette Hjermind Dencker udtryk for, at hun mente det var naturstridigt at være enlig forælder eller homoseksuel.

Kan ikke blive ved med at undskylde

- Når man igen og igen giver udtryk for de her forskruede synspunkter, så mener jeg, at det er et stort problem. Hver gang har hun ganske vist været ude og sige undskyld bagefter, men der må være en grænse for, hvor mange gange man kan sige noget så forfærdeligt, og så bare undskylde.

Du anklager Mette Hjermind Dencker for at bruge forskruede sammenligninger - men kan man ikke anklage dig for det samme nu? Hate crimes er jo direkte voldelige overfald på minoriteter, mens det her var en meningsudveksling i Folketinget.

- Det er også derfor, at jeg sigerpolitiskhate crime. Helt ærligt, vi lever i 2013. Der er rigtig mange af vores medborgere, der er homoseksuelle. Når man gang på gang sætter spørgsmålstegn ved og angriber deres måde at leve på, er det et angreb på vores medborgere, siger Trine Bramsen og fortsætter:

- Jeg må sige, at det er dybt overraskende, hvis Mette Denckers udtalelser er et udtryk for DF's holdning. Nu har hun jo gentaget budskabet flere gange. Hvis det ikke er DF's holdning hun gang på gang giver udtryk for, så synes jeg de burde finde en anden ordfører, der kan repræsentere dem.

'Perfid tolkning'

Mette Hjermind Dencker meddeler gennem sin sekretær, at hun ikke har yderligere at tilføje til sagen, ud over de udtalelser hun gav i går, og en opdatering hun har lagt på sin Facebook-profil.

Her skriver hun blandt andet:

- Jeg tager ansvar for, at jeg burde have holdt mig fra at bruge humoristiske overdrivelser i Folketingssalen. Jeg tager ikke ansvar for andre menneskers perfide tolkninger af det jeg har sagt.