Nyheder

S-toppen har kendt til SF-skifte siden søndag

Partitoppen hos Socialdemokraterne vidste allerede søndag aften, at de ville blive to profiler rigere.

Det fortæller Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, til tv2.dk.

Gruppeformanden blev søndag aften orienteret af sin partisekretær om, at Emilie Turunen og Jesper Petersen ville melde sig ud af SF og ind i Socialdemokraterne, mens SF's formand, Annette Vilhelmsen, først blev orienteret om Jesper Petersens skifte, da han kontaktede hende via telefon ved 19:30-tiden tirsdag aften.

Henrik Sass Larsen, der glæder sig over, at de to tidligere SF-profiler skifter til Socialdemokraterne, frygter dog ikke, at det skaber splid i regeringssamarbejdet mellem S og SF.

- Nej, jeg tror ikke, at det kommer til at påvirke samarbejdet i regeringen. Jeg har talt med flere SF'ere, og selvfølgelig er nogle af dem kede af, at de forlader partiet, men når de føler sig som Socialdemokrater, så ville alt andet end at skifte parti jo være tåbeligt, siger han til tv2.dk.