Nyheder

Så kom den: Her er regeringens store vækstplan

Regeringen har netop præsenteret deres samlede plan for at fastholde og skabe nye private job og øge danske virksomheders konkurrenceevne.

Den blev præsenteret af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) på et pressemøde i Statsministeriet tirsdag formiddag.

Og mens der har været spekuleret meget i planen og dens indhold, så kender man nu alle regeringens nye tiltag, der går under navnet "Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job".

Tv2.dk giver dig her et overblik over, hvad planen indeholder:

* Selskabsskatten skal sænkes fra 25 procent til 22 procent.

* Skattenedsættelsen gælder dog ikke for Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der står for olieudvinding i Nordsøen. De skal fortsat betale det samme i skat til staten.

* Lønsumsafgiften for den finansielle sektor hæves. Stigningen modsvarer den lavere selskabsskattebetaling, hvilket vil sige, at skattenedsættelserne heller ikke gælder for bankerne.

* Regeringen vil sænke væksten i det offentlige forbrug fra 0,8 procent til 0,4 procent næste år. Den kommer fremover til at være på 0,5 procent i 2015, 0,6 procent i 2016, 0,7 procent i 2017 og 0,75 procent årligt i 2018-2020.

* Derudover får erhvervslivet mulighed for at trække 75 procent af momsen på hotel- og restaurationsbesøg fra i skat mod 50 procent i dag.

* Regeringen vil også frigive fire milliarder kroner til boligrenovering i den almene sektor. Pengene skal komme fra Landsbyggefonden.

* Regeringen vil desuden genoplive boligjob-ordningen, som ellers stoppede ved nytår. Ordningen giver fradrag for håndværkerudgifter i private hjem, og den skal gælde i 2013 og 2014.

* Den planlagte kørselsafgift for lastbiler, som skulle have været indfaset fra 2015, droppes.

* Der skal ske en styrket indsats for vækst- og eksportfremme samt tiltrækning af højkvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Du kan selv læse mere om planen ved at følge linket i boksen til højre.