Nyheder

Hvor er Vilhelmsen? Lukker i om skattelettelser

Når regeringen tirsdag formiddag præsenterer det omdiskuterede udspil "Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job" - der som hovedelement indeholder erhvervsskattelettelser - bliver det uden SF-formand og erhvervsminister Annette Vilhelmsen som del af pressemødet. Det på trods af, at Vilhelmsen er en af de økonomiske ministre, der har siddet med i arbejdet omkring udspillet.

Og Vilhelmsen har de seneste dage slet ikke udtalt sig om det omstridte forslag om lavere selskabsskat, der - med en række SF'eres ord, blandt andet medlemmer af partiets magtfulde landsledelse, 'på ingen måde er SF-politik'.

Meget bemærkelsesværdigt

- På Christiansborg bliver det klart bemærket, at hun ikke er med, og der tænkes langt ind i regeringen, at man forsøger at beskytte hende og holde hende væk fra den reform, som kommer til at volde SF mange problemer, siger TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe.

Med på pressemødet vil i stedet være Statsminister Helle Thorning-Schmidt, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon og skatteminister Holger K. Nielsen.

tv2.dk har forsøgt at få en kommentar fra Annette Vilhelmsen gennem hendes særlige rådgiver. Han har ikke svaret på vores opkald.

tv2.dk følger pressemødet og giver dig overblikket over regeringens vækstplan, så snart den er fremlagt...