Nyheder

Lars Hedegaard står frem efter attentat

Lars Hedegaard har ikke vist sig offentligt, siden han 5. februar 2013 blev udsat for drabsforsøg ved sit hjem på Frederiksberg i København.

Han har levet under jorden under PET's beskyttelse, men torsdag aften trådte han under bifald ind i Landstingssalen på Christiansborg som deltager i et debatmøde om ytringsfrihed.

Et møde, som Trykkefrihedsselskabet har arrangeret, og hvor Lars Hedegaard deltog sammen med en række toppolitikere, redaktører og kulturpersonligheder - her iblandt Bertel Haarder, Simon Emil Ammitzbøll, Kristian Thulesen Dahl, Naser Khader og Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen.

- Hvis vi ikke beskytter ytringsfriheden, mister vi dna'et i demokratiet, sagde Lisbeth Knudsen fra talerstolen.

Blomster og klap

Lars Hedegaard selv blev klappet til talerstolen i den sidste del af mødet.

- Hvordan kan man være sikker på, at volden går i en bestemt retning? Var det ikke bedre at lytte til, hvad folk har at sige, i stedet for at behandle dem som fredløse?, spurgte han og talte om frygten for det, der kan ske i en islamisk verden.

- Kunne det ikke tænkes, at dem, der advarer mod den truende islamisering, er bange for, at vi kan miste det vigtigste, vi har, nemlig ytringsfriheden?, lød det fra Lars Hedegaard.

- Når ytringsfriheden er tabt, får vi den aldrig tilbage, sagde Lars Hedegaard til slut - inden han fik overrakt en buket blomster.

Trykkefrihedsselskabets formand kom dog ikke ind på ikke ind på kritikken af, at en bestemt ung mand ikke havde fået adgang til mødet - ligesom medlemmer af Enhedslisten heller ikke var velkomne.

En lang række kendte for ytringsfrihed

Inden Lars Hedegaard talte, var også næstformand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, på talerstolen.

- I Danmark har vi ytringsfrihed, men vi har også ytringsfrygt, sagde Katrine Winkel Holm.

Hun frygter, at det kun bliver et spørgsmål om tid, før der bliver slået nogen ihjel, som har ytret sig kritisk om eksempelvis islam.

- På et eller andet tidspunkt får frihedens fjender en god dag, sagde hun.

Ytringsfrihedens tilstand

Den tidligere politiker Naser Khader var næste mand på talerstolen. Som muslim talte han om sine egne oplevelser med at være "islamkritiker".

- Min personlige oplevelse er, at ytringsfriheden er under pres, sagde Khader.

- Ytringsfriheden har det ikke fint, slog han fast.

Naser Khader har ikke turdet bevæge sig til fods på Nørrebro i København i "mange, mange år".

Området er kendt for at have en stor andel af beboere med en anden etnisk baggrund end dansk.

Debat er ikke for eller imod muslimer

Også en af Venstres veteraner i Folketinget, Bertel Haarder, gik på talerstolen.

Han advarede blandt andet om at gøre debatten om ytringsfrihed til en debat for eller imod muslimer.

- Der er mange frihedselskende muslimer, der også er forbandede på dem, der truer ytringsfriheden, sagde Bertel Haarder.

Han understregede desuden, at ytringsfriheden i hans øjne indbefatter retten til at være ensidig, og at frihedsrettighederne er værdifulde for et lands udvikling.

- Ufrie samfund ender med at gå nedenom og hjem, lød det fra Bertel Haarder.