Nyheder

- Slimane kæmpede for menneskeheden

En tidligere dansk fange i Guantanamo-lejren er angiveligt blevet dræbt i kampe i Syrien.

Det fortæller flere kilder i det muslimske miljø i dag til TV 2 Nyhederne - ligesom historien også florerer på sider på internettet.

Endnu har PET eller Udenrigsministeriets Borgerservice ikke bekræftet, at den tidligere Guantanamo-fange Slimane Hadj Abderahmaneer dræbt i kamp i Syrien.

Men på Facebook skriver Islamisk Budskab, at Slimane Hadj Abderahmane i sidste uge døde ved fronten i Syrien og således blev martyr.

Her er der indsamlinger til mandens kone og to børn - og i en moske på Nørrebro i København bliver Slimane Hadj hyldet som islamisk kriger.

Slimane Hadj Abderrahmane var et kendt ansigt her ved Taiba-moskéen på Nørrebro. Selvom hans død ikke er officielt bekræftet tror mange i det islamiske miljø på nyheden. Og de er stolte.

Må Gud tage ham til himmels

- Jeg kender ham. Han er et godt menneske. Må Gud tilgive ham og tage ham til himmels som en martyr," siger pensionisten Abu Salim fra Taiba-moskeen.

- Han er en martyr, fordi han er rejst. Han forlod den her verden. Han forlod sine venner og sine kammerater. Han forlod alt, hvad han elsker og han gik ud og kæmpede mod en diktator. Det er rigtigt at føre hellig krig mod diktatoren. Han kæmpede for menneskeheden, fortsætter han.

Eneste dansker i Guantanamo

Slimane Hadj Abderrahmane er den eneste dansker, der har siddet som fange her i Guantanamo-basen i Cuba. Han blev overført til fangelejren, efter han i 2001 blev taget til fange i Afghanistan.

Ifølge dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium, var han i landet, hvor han blev undervist i grundlæggende færdigheder i brug af adskillige våben. 747 dage gik der før han kom tilbage til Danmark.

Et halvt år senere kom han i søgelyset, da han sagde, at det var i orden at dræbe danske politikere.

Politiets efterretningstjeneste har tidligere fået forkerte meldinger om Abderahmanes død og skriver i dag:

- PET kan ikke med sikkerhed bekræfte oplysningerne i medierne om, at den danske statsborger Slimane Hadj Abderahmane skulle være dræbt under kamphandlinger i Syrien.

men efterretningstjenesten ved:

-...at en række personer med fast ophold i Danmark er rejst til Syrien for at deltage i kampen mod Assad-styret.