Nyheder

Islamisk Trossamfund fortryder rolle i Muhammed-krise

Det var forkert, da en delgation af muslimer tilknyttet Islamisk Trossamfund under Muhammed-krisen i 2006 tog til Libanon og Egypten med en mappe fyldt med fornærmende billeder af profeten.

Sådan siger talsmand for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, lørdag til DRs P1 Morgen.

- Hvis vi havde kunnet forudsige, at der ville ske menneskelige og materielle ødelæggelser, så havde vi aldrig nogensinde taget den tur rundt i Mellemøsten, siger Imran Shah, til P1 Morgen.

Erkendelsen kommer her i dagene efter drabsforsøget på Lars Hedegaard, hvor Islamisk Trossamfund hurtigt var ude og fordømme angrebet, og støtte op om islamkritikerens ret til at ytre sig.

Medvirkede til eskalering

Islamisk Trossamfund ville i dag have grebet tingene anderledes an, og man erkender, at have været en medvirkende årsag til at situationen eskalerede under Muhammed-krisen.

- Vi har sikkert været en faktor, der har været med i det. Ellers ville jeg jo ikke sige, at vi er kede af de menneskelige og materielle ødelæggelser, der har været. Især fordi det danske samfunds tryghed, ligger os meget på sinde, siger Imran Shah.

Da Muhammed-krisen var på sit højeste rejste en delegation af muslimer med imam og talsmand for Islamisk Trossamfund, Ahmed Abu Laban, i spidsen til Mellemøsten for at gøre opmærksom på Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed.

Boykot og brand

Flere lande i Mellemøsten valgte derefter at boykotte danske varer, hvilket kunne mærkes hos flere store fødevareeksportører i Danmark, blandt andet Arla.

Der opstod også demonstrationer foran Danmarks ambassader i flere arabiske lande, og Syrien bliver den bygning, der huser Danmarks ambassade brændt af.

Efterfølgende gik Islamisk Trossamfund ud og understregede, at det aldrig var meningen, at delegationens kampagne i Mellemøsten havde til formål at fremkalde en boykot af dansk eksport.