Nyheder

Hedegaard står bag stærke islam-udtalelser

Det er en kontroversiel debattør med meget opsigtsvækkende udtalelser i baggagen, der i dag - ifølge tv2.dks oplysninger - er blevet forsøgt skudt nær sin bopæl på Frederiksberg.

Lars Hedegaard, der er formand for Trykkefrihedsselskabet, kom under en julefrokost i 2009 med nogle udtalelser, som endte med at blive en sag for Højesteret. Her blev Lars Hedegaard frikendt.

Udtalelserne blev efterfølgende publiceret på den islam-kritiske blog snaphanen.dk, men blev sidenhen fjernet og Lars Hedegaard blev politianmeldt.

'Muslimer voldtager'

Blandt de opsigtsvækkende udtalelser er:

- De (muslimer, red.) voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.

- Når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det.

- Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget etcetera, etcetera, er der intet galt i det, set fra et islamisk perspektiv. Dette er din ret.

- En muslim må gerne sige, at han er konverteret til kristendommen, han må gerne aflægge falsk vidnesbyrd i retten - han kan gøre, hvad der passer ham. Man kan aldrig være sikker på, at han siger sandheden. Selvfølgelig, når det er den basale kultur, er det meget alvorligt for os, for i en kristen kultur prøver vi på at opdrage vores børn til at sige sandheden. Det betyder ikke, at de altid gør det - vi gør det ikke altid - men når vi lyver, ved vi, at vi har begået noget forkert. Det er simpelthen ikke tilfældet i islam.

Formand for Trykkefrihedsselskabet

Derudover har Lars Hedegaard som stifter og formand for Trykkefrihedsselskabet arrangeret foredrag og konferencer, hvor blandt andet den meget kontroversielle hollandske politiker Gert Wilders har deltaget.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvorvidt skudepisoden hænger sammen med Lars Hedegaards kontroversielle synspunkter om Islam.

tv2.dk følger sagen...