13-årig anholdt for sneboldkast

En 13-årig dreng blev i eftermiddag anholdt af politiet for at kaste med snebolde i den jyske by Vejen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Episoden begyndte, da drengen stod og kastede snebolde efter forbikørende busser. En buschauffør stoppede og bad drengen indstille sine skyderier, men det fik blot den 13-årige til at blive aggressiv over for chaufføren.

Til sidst så chaufføren ikke nogen anden udvej end at foretage en civil anholdelse af drengen og tilkalde politiet.

Politiets ankomst fik imidlertid ikke drengen til at slappe af. Han bandede og slog ud efter betjentene, som endte med at tage drengen med på politistationen.

Her blev han hentet af sine forældre.