Nyheder

Asylansøger på hotel angreb personale og gæster

I december kunne TV 2 NYHEDERNE fortælle, hvordan asylansøgere, der er for farlige til at sidde i lejre, som Sandholm, i stedet indkvarteres på hoteller i København.

Udlændingestyrelsen forsikrede om, at der ikke var nogen risiko ved den model, men 4. januar blev en asylansøger smidt ud af Hotel Continet midt i København efter at have overfaldet hotellets personale og andre gæster.

På Christiansborg vækker oplysningen forargelse.

- Vi var flere, der dengang advarede, da vi hørte om den her sag, Men vi fik at vide, at hvis bare vi betalte for et hotelværelse og lommepenge nok, så skulle de her mennesker nok holde sig i ro, siger Venstres Inger Støjberg.

Kræver indgreb

Dansk Folkepartis Martin Henriksen opfordrer regeringen til at gribe ind over for Udlændingestyrelsen:

- Det her er bare en ny sag i rækken. Vi har snart ikke tal på det mere. Regeringen og ministeren skulle se at komme op i gear, og gribe ind, siger han.

Morten Bo Lauersen, der er kontorchef i Udlændingestyrelsen står ved beslutningen fra december, men vedgår, at hændelsen giver anledning til genoverveje hotel-modellen.

- Vi foretog en meget omhyggelig vurdering den gang, og den står vi ved, men det er klart, at havde vi kendt det her forløb, som vi gør nu, havde vi selvfølgelig ikke gjort det, siger han.