Nyheder

- Ualmindelig syg kultur i DSB

Flere folketingspolitikere har reageret på 21 Søndags afsløring af en særdeles lyssky aftale mellem DSB og PR-firmaet Waterfront Communications.

"Ualmindelig syg kultur i DSB. Behov for oprydning," skriver Vestres Martin Geertsen på Twitter.

Enhedslistens Pernille Skipper fulgte også med foran fjernsynet. På Twitter betegner hun oplevelsen som "en dårlig film" og noget, der sker i en "banarepublik."

IC4 har bedre ry end dem

DBS's direktør Jesper Lok har bebudet en eksterne undersøgelse af metoderne, som han betegner som "uacceptable." Og det lyder ifølge Socialdemokraternes Benny Engelbrecht som en god idé:

"Ny DSB direktør startede 1/5 sidste år - forstår godt han har bestilt uafhængig undersøgelse afWaterfrontgate," skriver han på Twitter.

Enhedslistens Stine Brix nøjes med at videresende joken "Der findes IC4-toge, der har et bedre ry end Waterfront."

Rystet minister

Afsløringen af DSBs ulovlige metoder i forsøget på at sætte en kritisk journalist ud af spillet, ryster transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

- Det er en utrolig historie. Vi taler om metoder, som vi hverken kan eller skal bruge i Danmark og da slet ikke i en offentligt ejet virksomhed som DSB, siger han til DR Nyheder.

Voldsom risiko

Ifølge 21 Søndag har DSB betalt PR-bureauet for i hemmelighed at hyre den DSB-kritiske freelancejournalist Lars Abild til kommunikationsopgaver, så han ikke ville have tid til at kaste sig over DSB.

DR har oplysningerne fra en række mails mellem Waterfront Communikations direktør Lars Poulsen og underdirektør Peder Nedergaard Nielsen hos DSB.

"Vi løber - og har løbet - en voldsom risiko for DSBs skyld," stod der ifølge DR i en mail til Nedergaard Nielsens private indbakke.

Over for DR fortæller Nedergaard, at aftalen "givetvis" har været kendt af flere i DSB's ledelse.

Svinestreg

- Jeg har ikke set mage til svinestreg," siger en chokeret Lars Abild til DR. Han havde ingen anelse om, at det i virkeligheden var DSB, der betalte for hans kommunikationsarbejde som freelancer.

Medieforsker Mark Ørsten fra RUC kalder aftalen for lyssky og manipulerende.

- Jeg synes, at vi her snakker om metoder, som man må forvente i kriminalfiktionens univers. Og jeg er meget overrasket over, at en offentlig virksomhed i Danmark er med på, at det er sådan, man undgår offentlig kritik, siger Mark Ørsten til 21 Søndag.

Afviser kritikken

Erhvervsjurist og Ph.D. Sten Bønsing fra Aalborg Universitetkalder den direkte ulovlig.

- Det fremgår helt tydeligt, at de forsøger at sætte en journalist ud af spillet ved at han bliver ansat i et mediebureau," siger han til 21 Søndag.

Direktør Lars Poulsen fra Waterfront Communications afviser i en mail til DR blank, at han har været med til at lægge en fælde for Lars Abild.

Lover undersøgelse

Administrerende direktør i DSB, Jesper Lok, lover i 21 Søndag, at sagen vil blive undersøgt af eksterne parter. Han betegner arbejdsmetoden som "uacceptabel."

Det glæder transportministeren

- Jeg er meget glad for, at DSBs nye direktør meget, meget klart har sagt, at sådan nogle ting skal ikke finde sted i DSB, og at det nu skal undersøges til bunds, siger Henrik Dam Kristensen og tilføjer:

- Jeg synes også, at det er rigtig godt, at DSBs direktør selv har taget initiativ til det, fordi det skal undersøges til bunds. Og er der ulovligheder eller andre ting, så skal det selvfølgelig også have en konsekvens, siger Henrik Dam Kristensen, der ikke vil gøre yderligere, før undersøgelsens resultater ligger klar.

Ifølge DR ønsker den daværende direktør i DSB, Søren Eriksen,ikke at kommentere sagen.

Lars Abilds kritiske historier om DSB er blevet bragt af blandt andre DR og Økonomisk Ugebrev.