Mail: Minister ville blande sig i skattesag
Der er tilsyneladende dokumentation for, at et af de centrale vidner i Skattesagskommissionen, Ivar Nordland, oplevede, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) gerne ville blande sig i Thorning-parrets skattesag.
-Jeg bryder mig ikke om at give personoplysninger til en minister, som ikke må blande sig, men gerne vil. Men gør nu bare, som Birgitte (Christensen red.) beder om, skriver fagdirektør i Skatteministeriet Ivar Nordland i en mail, der bliver læst højt under tirsdagens afhøringer i skattesagskommissionen.
Ivar Nordland skal først afhøres senere på måneden, nærmere bestemt den 24. januar, men chefkonsulent Michael Frank vidner i dag og han fortæller til skattesagskommissionen, at der den 19. september 2010, tre dage efter Skat København havde vurderet at Stephen Kinnock ikke er skattepligtig i Danmark, bliver der sendt en række mails mellem embedsmændene i skatteministeriet.
Her udtrykker departementschef Peter Loft tvivl om afgørelsens rigtighed. Han skriver bl.a. at spindoktor Peter Arnfeldt og skatteministeren Troels Lund Poulsen rejste tvivl om reglerne for til- og fraflytning.
Herefter får Michael Frank travlt. Og dagen efter sender han udarbejdede ændringer til notatet om til- og fraflytning til fagdirektør Ivar Nordland. Notatet sendes videre til Peter Loft.
-Peter Loft kan åbenbart se noget andet. I mine øjne er der ingen tvivl om, hvad der gælder. Men det var Peter Lofts bestilling, siger Michael Frank.
I en mail fra Michael Frank fremgår det, at det haster med at få notatet udarbejdet til Peter Loft. Han har fået besked på, at det haster gennem juridisk direktør Birgitte Christensen.
-Det er Peters ansvar at finde ud af, hvad han vil bruge det papir til. Hvis han beder om det, må han få det, siger Michael Frank.
-Der er flere notater i omløb, notatet om til-og fraflytning er et notat, som oprindeligt var egnet til at blive udleveret til pressen. Men senere bliver det mere konkret, for konkret til at blive udleveret.
Notatet vokser under Michael Franks udarbejdelse, hvor han skal tage hensyn til flere mailkorrespondancer. Bl.a. mailen fra Ivar Nordland.
Dagens andet vidne Erik Jørgensen, specialkonsulent i skatteministeriet var kun med til et enkelt møde mellem skatteministeriets medarbejdere og medarbejderne i Skat København. Han bragte ikke nye oplysninger i sagen.
Følg skattesagskommissionens afhøringer LIVE den 22. januar, hvor produktionsdirektør i skatteministeriet Steffen Normann Hansen vidner og 24. januar hvor fagdirektør Ivar Nordland vidner.