Nyheder

Det vælter ind med ansøgninger om førtidspension

Fra årsskiftet bliver det sværere at få førtidspension. Kommuner melder om et boom af henvendelser.

Da politikerne med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i spidsen onsdag vedtog den omstridte reform af førtidspensionen, der har som mål at færre får ydelsen, åbnede de samtidig for en slutspurt, der vækker opsigt i landets to største kommuner.

Aarhus og København oplyser, at antallet af danskere, som søger førtidspension, er mere end fordoblet den seneste måned, skriver Avisen.dk.

- Der er tale om ren desperation, konstaterer Carl-Erik Nielsen, formand for Landsforeningen for førtidspensionister, til Avisen.dk.

I Aarhus Kommune får man typisk 17 ansøgninger om ugen. Hver uge de seneste tre uger er mindst 40 ansøgninger kommet ind af brevsprækken. I København er tendensen den samme, lyder det fra beskæftigelsesforvaltningen.

Ydelseschef i Aarhus Kommune Anna Marie Mikkelsen forklarer, at det bestemt ikke er almindeligt, at så mange søger. Hun vurderer, at boomet skyldes, at de nye regler træder i kraft ved årsskiftet.

- Med reformen er der lagt op til, at unge under 40 år skal igennem et ressourceforløb og vurderes af et team, før man kan få førtidspension. Jeg tror, at nogen tænker, "hvis jeg skal igennem et sådant rehabiliseringsteam, hvad sker der så?", siger hun.

Ricky Magnussen, privat socialrådgiver, tager 500 kroner for at hjælpe folk, som vil søge om førtidspension. Den seneste måned har han afsendt 200 ansøgninger, mod normalt en-to stykker om måneden.

Han mener, at den kommende reform vil gøre det "så godt som umuligt at få pension".

- Derfor kommer folk til os for at få ansøgningen sendt ind inden deadline, forklarer han.

Den voldsomme stigning i ansøgninger om førtidspension i 11. time kommer efter et år, hvor langt færre får tildelt ydelsen, viser nye tal fra Ankestyrelsen.

I forhold til samme tid sidste år har over 1000 færre fået tilkendt førtidspension i efteråret 2012.

/ritzau/