Nyheder

Danske islamister hylder 9/11-terrorangrebet

TV 2 kunne i går afsløre, hvordan en gruppe danske islamister fra gruppen "Kaldet til Islam" bliver undervist af den radikale prædikant, Omar Bakri, der blandt andet er tilhænger af Al Qaeda og prædiker om militant jihad.

Og i dag kan TV 2 så afsløre, at flere medlemmer af den danske gruppe "Kaldet til Islam" optræder hyppigt på flere ydergående islamistiske hjemmesider. Her hylder de åbent Al Qaedas terrorangreb, noget som tidligere har givet en hård straf i landsretten, i propagandavideoer. I 2007 fik dansk-marokkaneren Said Mansour således tre et halvt års fængsel for at have distribueret 225 terrorrelaterede lyd- og video optagelser.

Landsretten har altså slået fast, at der bliver slået hårdt ned på at hylde terror - alligevel gør medlemmerne af den danske gruppe det på flere hjemmesider.

- Den 11. september 2001 har været en storslået år, en pragtfuld år, fortæller et af medlemmerne, der går under navnet Abu Sulaiman, i en 8 minutter og 32 sekunder lang hyldest til blandt andet terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

TV 2 har vist videoen til Jørn Vestergaard, der er lektor i strafferet på Københavns Universitet, og han er da heller ikke i tvivl om, at "Kaldet til Islam" bryder terrorloven.

- Man kalder angrebene på tvillingetårnene for pragtfuldt, En pragtfuld begivenhed og så afslutningen, der hvor man viser billeder af ledende Al Qaeda- figurer med ansvar for virkelige alvorlige terrorhandlinger, og det indgår i en sammenhæng, hvor man klart giver udtryk for, at man billiger det som Al Qaeda står for, og det må man ikke,

- Er det strafbart?

- Det er strafbart, ja.