Støjberg til islamister: Fis hjem til jeres taberlande

TV 2 | Nyhederne kunne i dag afsløre, at den førende prædikant, Omar Bakri, der er tilhænger af Al Qaeda, har forbindelse til danske islamister. Blandt de danske islamister er gruppen "Kaldet til Islam", der bliver undervist af budskaber om, at Profeten Muhammeds fjender skal dræbes - herunder den danske tegner, Kurt Westergaard.

Men den form for holdninger vækker stor vrede hos Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg.

- Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles. I Danmark er vi et demokrati og har ytringsfrihed. Men at stå og opildne til mord på en frihedshelt som Kurt Westergaard siger lidt om, hvad vi har med at gøre, siger hun til tv2.dk.

Stil op til debat, kujoner!

Inger Støjberg vil dog ikke indskrænke den danske ytringsfrihed på trods af de voldsomme holdninger, der bliver ytret på Paltalk såvel som under fredagsbøn, forklarer hun.

- Vi har nemlig ytringsfrihed, og det vil jeg kæmpe for. Også selvom de her mennesker, der jo bare ikke ved bedre, bruger den til det yderste. Det er jo bekvemt for dem at bo i Danmark. Her kan du sige, hvad du vil, modsat hvor de kommer fra, hvor alt skal passe ind i Koranen, siger hun til tv2.dk.

Venstres integrationsordfører har længe forsøgt at komme til at debattere med de danske islamister og salafister, men det er endnu ikke lykkedes.

- Jeg har været oppe at kæmpe med de her salafister før. De er en flok kujoner. Stil op til debat i stedet for det pjat. Det gør de bare ikke, men det er min drøm at komme til det, siger hun til tv2.dk.