Nyheder

Radikale: Ikke værdig som minister

"Jeg mener ikke, at det her er en minister værdig."

Så klar lyder kritikken fra kulturminister Uffe Elbæks partifælle og medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse, Åge Dahl, efter kulturministerens dramatiske samråd i går.

Overvej ministerskifte

Her blev Elbæk af flere oppositionspolitikere anklaget for at have ført Folketinget bag lyset, ved ikke tidligere at have gjort det klart, at han faktiskvarblevet advaret af sine embedsmænd, efter at have holdt fem arrangementer for i alt 180.000 på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor Elbæks mand er ansat.

"Der burde simpelthen have været alarmklokker der ringede længe inden det var tilfældet. Som politiker er man nødt til at forstå, at man skal være åben og give alle oplysninger til Folketinget og pressen," siger Åge Dahl og fortsætter:

"Jeg synes, på baggrund af det her, at man skal overveje et ministerskifte. De sager må bare ikke komme."

Ligger som han har redt

Jesper Gronenberg, der også er medlem af partiets hovedbestyrelse, ærgrer sig ligeledes over sagen. Han mener, at Elbæks problemer i høj grad er selvforskyldte:

"Jeg mener faktisk, at han ligger som han selv har redt. Man kan ikke komme uden om, at det er en meget kedelig sag, han har rodet sig ud i. Han burde have været klogere. Den her situation skader regeringen," siger Jesper Gronenberg og tilføjer, at han har tillid til, at partileder Margrethe Vestager nu træffer det valg, som er "det rigtige for både partiet og regeringen."

Vestager har endnu ikke udtalt sig om Elbæk-sagen efter det højdramatiske samråd i går eftermiddags. Tv2.dk forsøger at få en kommentar fra partilederen.