Nyheder

Venstre: Masho skal hjem til Etiopien

Mandagens dokumentar om den mislykkede adoption af den 9-årige Masho fra Etiopien har dagen igennem skabt stor debat på Christiansborg. Her mener Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, at den danske stat skylder at gøre skaden god igen overfor pigen og hendes familie.

"Det danske samfund og Danadopt har et ansvar for at rette op på den skade, der er sket. Nemlig at hjælpe den familie til at fungere, så Masho og hendes bror kan få en god opvækst i Etiopien," siger Eyvind Vesselbo til TV 2 Nyhederne.

Blodets bånd er stærkest

Socialminister Karen Hækkerup (S) har allerede kontaktet den Etiopiske regering vedrørende sagen, men hun vil ikke kommentere på, om hun synes, at Masho skal hjem til Etiopien.

"Jeg synes, at vi skal få nogle folk, der er eksperter i det her til at se på, hvad det rigtige ville være. Det er lidt usagligt at bede en politiker om at sige, hvad der er det rigtige for det her barn," siger ministeren.

Den udmelding vækker dog kun hovedrysten hos Eyvind Vesselbo.

"Det er jo den sædvanlige form for ansvarsforflygtigelse. Jeg mener, at jeg lige så godt som eksperterne kan vurdere det her. Blodets bånd er stærkere end de argumenter, som eksperterne kan komme med," siger Eyvind Vesselbo.