Nyheder

Minister om Masho: Frygteligt hjerteskærende

TV 2s dokumentarfilm om den adopterede pige Masho fra Etiopien er gået lige ind i hjertet hos mange danskere, herunder også socialminister Karen Hækkerup (S).

På Facebook kalder ministeren således dokumentaren "Adoptionens Pris," der blev sendt i går aftes, for frygtelig hjerteskærende.

På Facebook skriver hun desuden, at hun allerede er ved at se på sagen:

"Vi har ændret reglerne generelt vedr. Etiopien, bruger ikke længere det børnehjem de (Masho og hendes bror, red.) kom fra og er ved at undersøge om børnekonventionen er blevet brudt," skriver Karen Hækkerup.

Samtidig understreger socialministeren, at "det er meget alvorlige anklager, som Amnesty International kommer med ifht. Danadopt," og at det også skal undersøges.

tv2.dk. arbejder lige nu på at få en kommentar fra ministeren.

Har overtrådt FNs børnekonvention

Ifølge Amnesty International har det pågældende adoptionsbureau DanAdopt overtrådt FNs børnekonvention.

Amnesty International mener, at DanAdopt har lokket den afrikanske familie til at bortadoptere deres børn.

"Det er en kærlig, omsorgsfuld og overskudsfamilie. Og det er fra det miljø, man tager børnene uden forklaring og flytter dem til Danmark. Og uden nogensinde at tale om forældrene igen og uden at bevare kontakten. Og det er i strid med børnekonventionens regler," siger Claus Juul, der er jurist ved Amnesty International.

Flere problemer med adoptivbørn fra Etiopien

Det er ikke første gang, at der er problemer med et adoptivbarn fra Etiopien.

I juni viste optagelser, hvordan den pigen Amy fra Etiopien af kommunen blev fjernet mod sin vilje fra sin plejefamilie. Det skete efter hendes adoptivfamilie havde givet op i forhold til Amy.

Pigen blev godt en måned efter igen anbragt hos plejefamilien.

Masho er nu anbragt på et børnehjem i Danmark.