Nyheder

Masho har det efter omstændighederne godt

Adoptivbarnet Masho fra Etiopien har i den grad fanget danskernes opmærksomhed efter TV 2 dokumentaren, Adoptionens Pris.

I dag er Masho ni år gammel og anbragt på et hemmeligt bosted i Holbæk Kommune.

"Jeg kan komme ud og bevæge mig på kanten af min tavshedspligt, men jeg har meget lyst til at fortælle, at Masho efter omstændighederne har det godt. Og også er i trygge rammer," fortæller Helle Mariager, børne- og ungechef i Holbæk Kommune, til TV 2.

Det var i marts 2008, at Henriette og Gert Vedsegaard adopterede Masho fra Etiopien. På det tidspunkt var hun fire år gammel.

I september 2010 blev Masho anbragt hos en aflastningsfamilie efter adoptivforældrenes ønske. I oktober 2010 blev Masho flyttet videre til en plejefamilie.

Og i maj 2011 blev hun anbragt på det bosted, hvor hun stadig befinder sig i dag 9 år gammel.

Masho er hjemløs

Psykolog Niels Peter Rygaard har arbejdet med omsorgssvigtede børn og adoptivbørn igennem 30 år.

"Det har gjort hende til immigrant. Altså til hjemløs, kan man sige. Hun hører jo til i to forskellige kulturer. Den ene har hun mistet, og den anden er hun ikke lykkedes med," siger han.

Det er stadig adoptivforældrene, der har forældremyndigheden og ifølge dem har eksperter vurderet, at det vil traumatisere Macho at blive sendt tilbage til Etiopien.

Vil få svært ved at knytte sig

Hvad der nu præcis skal ske med Macho ved kun forældrene og Holbæk Kommune.

"Det kan jeg jo ikke udtale mig om på nogen måde, men vi har været ved at undersøge generelt, om der er fortilfælde. Og det har vi ikke fået oplyst, at man har kendskab til børn, som bliver sendt tilbage," siger børne- og ungechefen, Helle Mariager.

Tilbage sidder nu Masho på et bosted i Holbæk Kommune.

"Uanset, hvor hun bliver placeret, så bliver det svært for hende at genvinde tilliden til andre mennesker og begynde at knytte sig til nogen igen," siger psykolog Niels Peter Rygaard.