Nyheder

Derfor lyncher vi Mashos mor på Facebook

Forfærdelig, følelseskold, hjerteløs og burde sendes til Bloksbjerg.

Sådan lyder bare nogle af de hårde ord på de sociale medier til adoptivmoren, Henriette Vedsegaard, der mandag aften sammen med sin mand, Gert Vedsegaard, stod frem i TV 2 dokumentaren, Adoptionens Pris.

Den fireårige Mashos åbenlyse ulykkelige tilværelse hos adoptivforældrene og adoptivmorens reaktion på dette har i den grad skabt lynchstemning på TV 2 Nyhedernes Facebook.

Historien rammer direkte i hjertet

Og det er der ifølge internetpsykolog, Anders Colding-Jørgensen en helt enkel forklaring på.

"Historien har ramt folk direkte i hjertet. Selve emnet, mor og barn, er noget alle kan relatere til, har en mening om, og det vækker i den grad følelser. Og her fungerer Facebook-siden som en ventil," forklarer internetpsykologen til tv2.dk.

"Når man kan relatere til historien, så har man også ofte en mening om, hvad der er rigtigt og forkert. Og så er det meget nemt at fælde en dom, som det sker i tilfældet med adoptivmoren."

Moren har selv valgt at adoptere

Folks vrede og forargt bliver ifølge Anders Colding-Jørgensen sandsynligvis yderligere forstærket af, at adoptivforældrene selv har valgt at adoptere lille Masho.

"Det kan gøre situationen endnu mere betændt, at der er tale om en adoptivfamilie. De har jo selv valgt det, vil mange mene."

At langt over 1000 mennesker har været inde på TV 2 Nyhedernes Facebook-side for at kommentere på sagen, er et udtryk for, at folk har brug for af få afløb for deres vrede.

"Det har virkelig gjort ondt at se. Folk får lyst til at hjælpe barnet," forklarer internetpsykologen.

Glemmer, der sidder et menneske bag

Ifølge ham er der dog nok nogle, som efter noget tid vil blive overraskede over, hvad de rent faktisk skrev på det sociale medie.

"At man ligefrem ønsker moren død, er helt ekstremt. Det er skrevet i en tilstand af vrede og forargt. Mange glemmer, at der sidder et rigtigt menneske bag og som med stor sandsynlighed læser med på kommentarerne," siger Anders Colding -Jørgensen.