Nyheder

Arbejdsgiver forsvarer Mashos mor

Henriette Vedsegaard har dagen igennem fået hård kritik for sin rolle som adoptivmor for den etiopiske pige Masho.

Efter TV 2 dokumentaren Adoptionens Pris er Mashos mor blevet fremstillet som følelseskold og hjerteløs.

Men den fremstilling kan Henriette Vedsegaards arbejdsgiver på opholdsstedet Atriumhus, hvor hun arbejder som terapeut med børn og unge, ikke genkende.

I en mail til TV 2 skriver administrativ leder, Christin Meikl:

"Henriette Vedsegaard er siden juni 2012 ansat som miljøterapeutisk medarbejder på Atriumhus. Vi har kun gode erfaringer med Henriette, og hun er en kompetent medarbejder, som vi intet har at udsætte på."

Lederen skriver videre:

"Vi kan ikke på Atriumhus nikke genkendende til det billede, der bliver tegnet af hende i medierne, men ønsker i øvrigt ikke at udtale os, da Henriettes privatliv intet har med Atriumhus at gøre."