Krohn: Dansk kabinepersonale mangler

"Topledelsen i SAS er ved at samles. Vi har netop set bestyrelsesformand Fritz Schur gå ind af døren. Der mangler nu så få brikker, at jeg godt tør bide spids på, at vi får en kæmpe aftale her," siger TV 2s finansredaktør Ole Krohn, som befinder sig foran SAS i Kastrup Lufthavn mandag morgen.

Man mangler dog fortsat at høre fra dansk kabinepersonale, mens svensk og norsk kabinepersonale har indgået aftale.

"Det er en del af forhandlingsdemokratiet. Men jeg kan godt sige, at med de kabinepersonaleaftaler, der allerede er indgået i Sverige og Norge, er der ingen muligheder tilbage for, at det danske personale kan gå ud og sige, at det lykkes ikke alligevel," vurderer Ole Krohn.

"De skandinaviske piloter siger nu, at de kommer op på en arbejdsindsats, som er den samme eller lidt mere end den arbejdsindsats, som er i Norwegian. At man har de samme eller lidt flere flyvedage i luften og kan konkurrere med lavprisselskaberne, som langsomt har ædt sig ind på SAS-markedet," fortæller Ole Krohn.