Nyheder

Kongehuset i sorg: Kun én hund tilbage

På under et halvt år har dronning Margrethe og prins Henrik mistet to gravhunde.

I juli døde den 14-årige Evita, kendt som gravhunden, der har bidt adskillige gardere.

Og i lørdags blev den kun syv år gamle gravhund Vega påkørt og dræbt. Vega havde været med prins Henrik på gåtur og var stukket af.

Kongehuset oplyser til tv2.dk, at regentparret hermed kun har én gravhund tilbage. Nemlig hunden Helike.

Om Helike får selskab af en ny gravhund, vides endnu ikke.

"Der er endnu ikke taget stilling til, om regentparret skal have flere hunde," oplyser kommunikationskoordinator i Kongehuset, Kirsten Baltzer, til tv2.dk.