Afgørelsens time for Brian Sandberg

Efter godt et halvt års retsmøder er Østre Landsret ved at nå til vejs ende i ankesagen mod Brians Sandberg og 15 andre rockere. Mandag eftermiddag afgør landsretten skyldspørgsmålet i sagen.
I september sidste år idømte byretten 15 rockere med tilknytning til Hells Angels og støttegruppen AK81 i alt 135 års fængsel for blandt andet seks drabsforsøg, et voldsomt kølleoverfald og et våbenlager i forbindelse med bandekrigen. En rocker blev frifundet.
De dømte ankede alle dommene til Østre Landsret, mens anklagemyndigheden ankede frifindelsen af den sidste.
Frifundet for bestilt skyderi
Brian Sandberg blev idømt 11 år og 10 måneders fængsel, da retten fandt ham skyldig i at beordre et hævnskyderi ved en internetcafé på Nørrebro i København.
Til gengæld blev han frifundet for at have givet ordre til et skyderi mod en mand i en kiosk i Skelbækgade på Vesterbro og et overfald foran Brorsons Kirke på Nørrebro.
Ved skyderiet i Skelbækgade deltog AK81-medlemmet MFP, der senere vendte sine rockervenner ryggen og fortalte politiet, hvad han vidste, om rockernes kriminalitet. Uden hans vidneudsagn var sagen mod de 16 rockere ikke blevet til noget.
I både by- og landsret har han fortalt, hvordan en "karriere" i HA er betinget af vold og overfald. Selv steg han hurtigt i graderne efter nedskydningen af kioskpasseren i Skelbækgade.
Ved at vidne mod sine tidligere "brødre" slap MFP med 12 års fængsel for de fem drabsforsøg, han var involveret i. Til gengæld er hans liv så truet, at han afsoner sin dom et hemmeligt sted.
Brian Sandberg var tidligere toprocker i HA med ansvar for støttegruppen AK81, men i sommer forlod han rockergruppen med status af "left". Det betyder, at der ikke er ondt blod mellem ham og HA.
Mystik om HA-farvel
Hvorfor han forlod HA, når han står til en længere fængselsstraf, hvor gruppens beskyttelse og hjælp kunne gøre opholdet bag tremmer både mere sikkert og mere behageligt, er uvist.
Selv har han fortalt, at det skete af "personlige og familiemæssige årsager".
Det er kun spørgsmålet om skyld, der afgøres mandag. Derefter skal anklagerne og de mange forsvarsadvokater argumentere for, hvilken straf rockerne skal have.