Nyheder

Ta' telefonen, Bjarne - vi har mange spørgsmål

Den landede med et brag lige mellem øjnene på hele den professionelle cykelsport. Usada-rapporten om det omfattende, organiserede og årelange svindelnummer på US Postal - ledet koldt og kynisk af Lance Armstrong, Johan Bruyneel og Michele Ferrari.

Der ligger den så endnu. Rapporten og sagen. Og den går ikke væk foreløbig…

Tværtimod. Usada-rapporten var tilsyneladende bare den første – og største – brik i et større ”sandhedens puslespil”, der fortsat er ved at tage form. Hver dag dukker nye brikker frem. Senest er det den tidligere CSC-rytter og Tour-profil Bobby Julich, der står frem og fortæller om eget dopingmisbrug.

Og det er kun godt. Jo mere sandhed og indsigt om den fortsat forplumrede dopingkultur og dens bagmænd, desto bedre. Desto klogere bliver vi på fortiden – og det er en forudsætning for at lære af den i fremtiden. Nu handler det om at få ryddet endnu mere op i det snavsede vasketøj, så troværdigheden langsomt kan bygges op igen.

Flere ugers tavshed fra Riis

Det bliver ikke nemt. Det bliver med sikkerhed heller ikke kønt. Men det er hamrende forbandet nødvendigt. Og vejen igennem denne proces går via åbenhed og sandhed.

Cykelsporten er et sted lige nu, hvor tavshed er troværdighedens værste fjende. Og tavshed er desværre den vej, manden bag vort eget største cykelhold har valgt. Igen.

Det er beskæmmende.

Ingen kan få Bjarne Riis i tale i denne tid. På TV2 Sporten har vi forsøgt i ugevis. Ikke for at anklage eller dømme. Men for at spørge. For at få svar på de spørgsmål, der mere end nogensinde trænger sig på. Det handler om troværdighed og tillid. Begge dele er på spil, så længe tavsheden råder.

Nedenfor har vi ridset de spørgsmål op, vi gerne vil have svar på fra holdejeren bag et af verdens største cykelhold. Spørgsmål, der er afledet af de oplysninger, der er kommet frem i de seneste dage - blandt andet i Usada-rapporten.

Lad mig understrege, at vi udmærket godt ved, at Bjarne Riis og hans hold ikke umiddelbart er på anklagebænken her. US Postal-snyderiet foregik på US Postal. Men sagen har bragt nogle spørgsmål frem, som stadig – og mere end nogensinde - skriger på et svar.

Her er de spørgsmål, vi gerne ville stille Bjarne Riis. Hvis bare vi kunne…

  1. Dine tidligere ryttere Christian Vande Velde og David Zabriskie fortæller i deres vidneudsagn til Usada, at de brugte doping i deres tid på Team CSC? Vidste du det? Havde du slet ingen mistanke?
  2. Flere af dine tidligere ryttere har angiveligt brugt dopinglægen Eufemiano Fuentes? Vidste du det?
  3. Hvis du ikke vidste noget – hvordan kan så mange af dine tidligere ryttere have brugt doping, uden du var klar over det?
  4. Din store stjerne, Alberto Contador, har kørt på hold sammen med Lance Armstrong - og under sportsdirektør Johan Bruynell, der også er under anklage i Usadas rapport. Har du talt med Contador om det? Er du sikker på hans uskyld?
  5. Roman Kreuziger - din nye rytter - har ifølge Usada været kunde hos en anden dopinglæge, Michele Ferrari. Er du sikker på, at han ikke er eller har været dopet? Har du snakket med ham om det, inden du skrev kontrakt med ham?
  6. Hvorfor har du ikke anlagt en injuriesag mod Tyler Hamilton, hvis du mener, at han lyver i sin nye bog?
  7. Hvad mener du om dommen over Armstrong? Hvad tænker du om, at rytterne nu kan blive dømt udelukkende på vidneudsagn? Altså uden hverken en positiv test eller en indrømmelse?
  8. Tror du, at Armstrong-sagen kommer til at danne præcedens for dopingarbejdet fremover?
  9. Synes du, det var den rigtige beslutning af UCI at pille alle Tour-sejrene fra Lance Armstrong?
  10. Hvad vil du gøre – og hvad mener du holdene og rytterne bør gøre – for at genskabe sportens troværdighed?