Nyheder

Qvortrup: SF'ere kæmper for deres politiske liv

Formandsopgøret i SF er gået ind i sit sidste døgn, og i begge lejre er der indledt en heftig slutspurt for at få overbevist de sidste tvivlere om at sætte kryds ved netop deres kandidat.

I bedste præsident-stil forsøger Annette Vilhelmsen at besøge flest mulige steder og trykke hænder med baglandet til det sidste. Mens Astrid Krag på sin Facebook-side opremser alle de resultater, som SF, efter hendes mening, har fået ud af at være i regering.

Annette Vilhelmsen har netop været en tur i Maribo, for at tale med de lokale SF'ere der. Overfor Lolland-Falsters Folketidende afviser hun, at der er tale om et valgkamp-møde, men afleverer alligevel en bredside til sin modstander i folketidende.dk:

"Jeg kan se, at man bliver frustreret, fordi vores politik er uklar. Men efter lørdag, hvor formandsvalget er afgjort, er alt bøvlet ikke vigtigt længere."

Det grimme synligt for alle

Og det er ifølge TV 2s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, lige præcis kendetegnende for valgkampen.

"Alle de pæne ord i begyndelsen om at være søde ved hinanden er glemt nu. Det har hele tiden været grimt i kulisserne, men nu er uenighederne helt fremme i lyset. Der bliver kæmpet fra hus til hus. Ingen i SFs ledelse eller for den sags skyld udenfor, havde forestillet sig, at opgøret ville blive så tæt. Man forestillede sig, at Annette Vilhelmsen ville blive sådan en demokratisk alibikandidat. Men sandheden er, at ingen kan forudse resultatet, før stemmerne er talt op på lørdag," siger han.

Den seneste dages kursskifter, hvor Astrid Krag har sagt at skattereformen er socialt ude af balance og SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, der åbent har bekæmpet Annette Vilhelmsen, har meldt ud, at man godt kan afvige fra regeringsgrundlaget i finanslovsforhandlingerne, er efter Qvortrups mening udtryk for at de involverede nu kæmper for deres politiske liv.

Möger retur til uni

"Det her er ikke længere et spørgsmål om formanden hedder Astrid eller Annette på lørdag. For Jesper Petersen og Thor Möger kan deres politiske karriere ende i en sørgelig forfatning, hvis Annette Vilhelmsen vinder. Så risikerer Möger, at han skal tilbage på universitetet og lave sit speciale, mens Jesper Petersen kan ende med et par perifere ordførerskaber langt fra magtens centrum," forklarer Qvortrup.

Han tror, at Krag-fløjen i sidste øjeblik er ved at indse, at de har læst deres bagland helt forkert:

"De har igen og igen brugt Annette Vilhelmsens lunkne holdning til regeringsgrundlaget mod hende. Men muligvis har de i stedet hjulpet hende, da meget tyder på, at medlemmerne af SF ikke har samme religiøse tilbedelse af regeringsgrundlaget, som partiets ministre."

Den skarpe duel, som formandsopgøret i SF har udviklet sig til, kommer efter Henrik Qvortrups mening ikke til at smitte af på de øvrige partier.

Isoleret SF-forløb

"Ingen andre partier har rejst lige så langt politisk, som SF, der er gået fra at være et studiekredsparti med de rigtige holdninger til at være regeringsparti alle de kompromisser, det kræver."

Det mest sammenlignelige i nyere politisk historie er ifølge Qvortrup den udvikling, som Venstre var igennem, da Anders Fogh Rasmussen blev partiets leder efter Uffe Elleman.

"Der så vi Venstre gå fra at være et stærkt liberalt ideologisk parti til at være moderat midterparti. Forskellen er bare, at Fogh leverede resultater i form af magten og Venstres organisation havde styr på baglandet."