Nyheder

Ingen siger farvel til Villy

Når Villy Søvndal på lørdag siger farvel og tak som formand, bliver det uden skulderklap og rødvin fra politiske kolleger. Det skriver DR.

Alle gruppeformænd fra Folketingets partier er inviteret til at deltage i SF's konvent på lørdag, "hvor SF's nye formand bydes velkommen, og Villy Søvndal takkes for sin indsats som formand gennem de sidste syv år", som det hedder i invitationen til gruppeformændene.

"Det er for at give dem muligheden for at komme med en flaske rødvin og sige tak for samarbejdet, forklarer næstformand i SF, Mattias Tesfaye.

Men afbudene er mange.

"Det er et internt SF-anliggende, det skal jeg ikke rodes ind i, lyder begrundelsen fra den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

Og Venstre gruppeformand er på samme linje, på trods af at Villy Søvndal selv kom og holdt afskedstale for Anders Fogh Rasmussen, da han stoppede som Venstreformand.

"Jeg har ikke noget behov for at deltage i SF's formandsvalg, og det ville være svært ikke at blive kædet sammen med det, hvis jeg dukkede op," begrunder Kristian Jensen.

Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl finder det direkte besynderligt, at han og de andre er inviteret.

"Hvorfor skulle jeg komme for at klappe af den nye formand? Jeg har heller ikke meget pænt at sige om Villy. Det har været så tydeligt, at han har været alt for optaget af at få magten og mindre optaget af at føre sit partis politik," siger Kristian Thulesen Dahl.

Villy Søvndal kan dog glæde sig over, at Enhedslistens gruppeformand Per Clausen som den eneste har takket ja til invitationen.