Nyheder

VIDEO: Træn med Forsvaret hjemme i stuen

F.U.T. - udtalt FUT - en militær forkortelse, der nok vækker blandede minder blandt alle, der har gjort tjeneste som soldat

Det står for Fysisk Uddannelse og Træning - mens nogen snarere husker det som Fysisk Udmattelse og Tortur.

Trods mange dårlige minder er denne militære træning godt på vej til at blive særdeles udbredt i dagligstuer over det ganske land.

Forsvarets Sundhedstjeneste, Center For Idræt, står bag en ny app til smartphones, hvor man kan træne lige som forsvaret gør det.

Og den nye trænings-app er blevet vældig populær. På få uger har 90.000 danskere downloadet app'en. Halvdelen af dem har samtidig oprettet en trænings-profil. Heraf fremgår det, at små 40.000 af dem, der træner med Forsvaret, er almindelige borgere uden for Forsvaret. Omkring 3.000 overvejer at søge ind til Forsvaret, og et tilsvarende antal er allerede ved Forsvaret.

Med app'en "Træn med Forsvaret" får du din helt egen træner. Du får Forsvarets fysiske test på mobilen, så du kan tilrettelægge dit helt eget program, baseret på det fysiske niveau, du befinder dig på.

På den måde kan du være sikker på, at du træner rigtigt, effektivt og målrettet og får de resultater, du har sat dig for.

Du kan nemt springe den indledende, fysiske test over og vælge blandt standardprogrammer for både kondi, styrke og circle træning. Du kan også vælge dine egne favorit-øvelser blandt de mere end 100 øvelser i øvelsesbiblioteket.

Endelig kan du med din telefons indbyggede GPS også bruge trænings-app'en i forbindelse med dine løbeture.

Her kan du se Anders Kilen, der er sergent ved Forsvarets Sundhedstjeneste, give tre eksempler på armstrækningsøvelser:

Den gode

Den onde

Den virkelig grusomme