Nyheder

Topministre i samråd om Sass-Larsen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Morten Bødskov skal her til formiddag stå skoleret i et åbent samråd i Folketinget.

Det er Dansk Folkeparti, som har indkaldt til samrådet.

"Vi mener, at vi nu en gang for alle må trænge til bunds i, hvad der er foregået i den her sag. Det virker som om, man har spillet med totalt fordækte kort fra regeringens side, og der er det i vores alle sammens interesse, at det bliver afsløret, og vi får frem på bordet, hvad det er, der er op og ned i den sag," siger Peter Skaarup (DF).

Spørgsmålet drejer sig om, hvem der pålagde Henrik Sass-Larsen tavshedspligt i sagen om den manglende sikkerhedsgodkendelse, som forhindrede, at han blev minister, da Socialdemokraterne kom til magten efter valget i 2011.

De to ministre skal også svare på, hvorfor det overhovedet var nødvendigt at give Sass-Larsen tavshedspligt.

"Det er sagen, der ikke vil dø, om at Sass-Larsen på et grundlag, som vi nu ved var ret spinkelt, ikke kunne blive finansminister i regeringen, da den blev dannet for et års tid siden," siger TV 2's politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen.

"Men vi skal lægge mærke til at det er Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti som har indkaldt ministrene i samråd. Det er altså oppositionen, der nu igen prøver at piske en stemning op omkring det her," tilføjer Peter Lautrup-Larsen.

Samrådet begynder klokken 10.00.