Nyheder

Thorning i samråd: Jeg bestemmer

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Morten Bødskov var her til formiddag til åbent samråd i Folketinget i sagen om Henrik Sass-Lar-sens manglende sikkerhedsgodkendelse, der kostede ham en ministerpost ved regeringsdannelsen i 2011.

Og statsministeren gjorde det klart, at det hverken er PET eller embedsmænd, der bestemmer, hvilken betydning oplysninger fra PET skal tillægges, når ministre skal udnævnes.

"Det er op til statsministeren at vurdere, om de oplysninger skal tillægges betydning eller ej, og det er op til statsministeren at vurdere, hvem der skal være minister i hendes regering," sagde Helle Thorning-Schmidt, der afviste at gå yderligere ind i den konkrete sag.

Fakta

Sagen kort:

Henrik Sass Larsen stod sidste år til at blive finansminister, da han trak sig som kandidat, netop som regeringen skulle dannes.

Baggrunden var et notat fra PET om en forbindelse mellem Sass-Larsen og Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen, som Sass-Larsen havde et møde med og udvekslede sms'er med.

PET opfattede forholdet sådan, at rockeren havde ageret bodyguard for Sass og vennen Tommy Kamp.

Efterretningstjenesten meddelte statsministeren om rockerforbindelsen, og siden trak Sass-Larsen sig som ministeremne.

Pålagde Sass-Larsen tavshedspligt

Det var Dansk Folkeparti, der havde indkaldt til samrådet, der blandt andet drejede sig om, hvem der pålagde Henrik Sass-Larsen tavshedspligt i sagen, og hvorfor det overhovedet var nødvendigt.

"Der vart tale om videregivelse af fortrolige oplysninger i et notat fra PET. Disse oplysninger blev, uden der var en forpligtigelse hertil, videregivet til Henrik Sass-Larsen. Det var baggrunden for at Justitsministeriet meddelte et tavshedspålæg," sagde Morten Bødskov.

Tavshedspligten blev efter kritik fra Ombudsmanden ophævet af justitsminister Morten Bødskov (S) i august, hvorefter Sass offentliggjorde det notat, som fældede ham.