Nyheder

Sunde mænd opereres for kræft uden grund

Hundredvis af velfungerende og raske mænd bliver hvert år opereret for prostatakræft. Ofte uden at opnå andet end bivirkninger som impotens, ufrivillig vandladning og forringet livskvalitet. Det skriver Jyllands-Posten.

Kritikken formuleres af professor Peter Iversen, overlæge på Rigshospitalet og landets førende ekspert inden for prostatakræft, og han får opbakning fra både Kræftens Bekæmpelse og Danske Regioner.

"Vi overbehandler raske mænd unødvendigt. Jeg har selv været med til at sætte en udvikling i gang, hvor vi kan gøre skade på mænd, som ikke bør skades. Det er problematisk," siger Peter Iversen til Jyllands-Posten.

Den overdrevne brug af operationer skyldes ifølge professoren, at det i de seneste 15 år er blevet langt lettere at finde prostatakræft på et tidligt stadie.

Men de tidlige undersøgelser fortæller ikke lægerne, om kræften er aggressiv og ondartet eller af en type, som aldrig bliver et problem. Halvdelen af alle mænd over 60 år har tegn på prostatakræft - langt de fleste uden at vide det eller være berørte af det.

"I dag laver vi mellem 1000 og 1200 operationer om året, og det er langt over, hvad vi behøver. Dertil kommer et stort antal strålebehandlinger. Jeg frygter, at mere end halvdelen slet ikke har brug for operationen," siger Peter Iversen.