Nyheder

Qvortrup: SF-strid vil udløse ministerrokade

Uanset om det bliver Astrid Krag eller Annette Vilhelmsen der bliver valgt som SF's nye formand, så vil det betyde en større eller mindre ministerrokade i regeringen.

Astrid Krag er som bekendt sundhedsminister i øjeblikket, men denne post er ikke tung nok for en partiformand i et regeringsparti.

TV 2|NYHEDERNEs politiske kommentator Henrik Qvortrup har spurgt Astrid Krag om hun skulle have en anden ministerpost, hvis hun blev formand for SF, men Astrid Krag svarede undvigende.

Men ifølge Qvortrup er det ikke sandsynligt, at hun som SF-formand vil fortsætte som sundhedsminister.

"Sundhedsministeriet er en magnet for møgsager. En formand for et regeringsparti bør have en tungere økonomisk ministerpost," forklarer Henrik Qvortrup.

Men man skal ikke forvente, at Astrid Krag for eksempel vil overtage posten som skatteminister fra partikollegaen Thor Möger Pedersen. Man kan heller ikke forestille sig at Astrid Krag bliver økonomiminister.

"Den radikale leder Margrethe Vestager har sat sig tungt på økonomiministeriet," lyder det fra Qvortrup, der peger på at det kan blive Ole Sohn (SF), der bliver ofret, så han må opgive posten som Erhvervs- og vækstminister. En ministerpost der heller ikke er så arbejdskrævende som for eksempel posten som sundhedsminister.

Det har været oppe og vende i medierne, før Villy Søvndal meddelte sin afgang som SF's formand, at Ole Sohn kunne risikere at miste sin ministerpost i en ministerrokade.

Vilhelmsen kan sende Möger på SU

"Hvis det ender med, at Annette Vilhelmsen bliver SF's formand, så risikerer Thor Möger Pedersen til gengæld at måtte overgive sin ministerpost til den nye leder, og da han ikke er valgt til Folketinget, vil det betyde at han risikerer at ryge tilbage sit studie på Københavns Universitet og et liv på SU," siger Henrik Qvortrup.

Ifølge Qvortrup kan Annette Vilhelmsen, der ikke i øjeblikket har nogen ministerpost, også overtage Ole Sohns post som Erhvervs- og vækstminister.

Men hvis Annette Vilhelmsen som ny formand fortsætter med at fremture, som hun har gjort det de sidste par dage, kan det hele ende med at statsminister Helle Thorning-Schmidt trækker i nødbremsen og smider SF ud af regeringen, og så ryger alle SF's seks ministre.

Og uanset, hvordan SF vil fordele ministerposterne internt, så vil Helle Thorning-Schmidt sandsynligvis også benytte lejligheden til en ministerrokade, vurderer Henrik Qvortrup.