Nyheder

Sådan undgår du buler når du parkerer din bil

Hos Tryg Forsikring oplever man, at flere bilister end tidligere stikker af fra den skade, de har begået på andre biler i forbindelse med parkering af deres egen bil.

"Det sker faktisk i 2/3 af tilfældene, at folk bare kører væk uden at efterlade en besked med navn og telefonnummer," fortæller Troels Rasmussen, der er kommunikationsdirektør i Tryg Forsikring.

Det er nok svært helt at undgå buler og ridser i forbindelse med parkeringer, men Tryg har et par gode råd til at minimere risikoen:

Vær opmærksom på omgivelserne, før du parkerer. Parkerer du ved siden af en bil, som er fyldt med buler, er det sandsynligt, at ejeren ikke er ret god til at undgå skader. Parkér et andet sted. Holder der en stor varebil i parkeringsbåsen overfor dig, kan det også øge risikoen for en parkeringsskade, fordi en varebil har brug for mere plads for at kunne bakke ud. Sørg for at parkere med god afstand til andre biler, så du undgår skader, når bildøre åbnes.Orientér dig ligeledes før du sætter dig ind i bilen igen: Er der noget, du bør tage højde for, når du bakker ud? Hvis skaden er sket, er det godt at kunne dokumentere skaden med fotos taget med telefonen. Det gælder både, hvis du selv er skyld i skaden eller hvis din bil er blevet påkørt af en anden.Hvis der er vidner i sagen, er det også en god idé at få navn og nummer på disse. Hvis du er skyld i skaden, skal du huske at lægge dit navn, nummer og evt. din bils registreringsnummer på en lap papir til modparten.