Lego: Vi hyrer 1000 nye i 2012

Lego forventer at ansætte cirka 1000 nye medarbejdere i 2012, fordi det går rigtig godt med salget af legetøj. Det oplyser koncernen i forbindelse med halvårsregnskabet for første halvår 2012, der viser et overskud på 2,877 milliarder kroner.
"I Danmark har vi i år ansat omkring 200 medarbejdere, og vi vil ansætte yderligere 50 her i Danmark, vil jeg tro," siger Jørgen Vig Knudstorp til TV 2 NEWS.
Pigelego er et hit
Det er særligt legetøjsserien til piger, Lego Friends, der bidrager til overskuddet.
Man har i årets første seks måneder solgt dobbelt så meget af Lego Friends som forventet.
Derfor øger Lego nu produktionen for at kunne levere nok til julegaverne til ungerne.
"Lego Friends er et resultat af fire års udviklingsarbejde, og det har været fantastisk at opleve modtagelsen fra forbrugerne. Salget har overrasket os særdeles positivt," siger Jørgen Vig Knudstorp.
De mest sælgende produkter er dog fortsat Lego City og Star Wars-serien. Lego går lidt frem i Europa, men der er især tale om en meget stærk vækst i både USA og Asien. Derfor skal der ansættes flere i koncernen - også i Danmark.
"Nu har vi lavet noget relevant for pigerne. Det er glædeligt, at det sælger lige godt i USA og Kina - og Japan, for den sags skyld," siger Jørgen Vig Knudstorp.