Nyheder

Vestager om konflikt: "Sådan er det jo"

Regeringens konflikt med Enhedslisten i spørgsmålet om dagpengestramningerne er de seneste dage spidset til.

Til nytår sender reformen et ukendt antal tusinde mennesker ned i indtægt, og emnet var derfor et af de dominerende temaer på pressemødet i forbindelse med Det Radikale Venstres sommermøde i Nyborg.

"På et tidspunkt er der ikke flere dagpenge"

Regeringen afviste tirsdag at forlænge perioden eller udskyde de nye regler, og på pressemødet kommenterede Margrethe Vestager udsigten til, at mange ryger ud af dagpengesystemet med ordene: "Sådan er det jo".

"Vi er jo lige optaget af de mennesker, som har brugt deres dagpengeret, og som står uden dagpenge i dag og om en måned og om to måneder, som dem, der har opbrugt dagpengeretten den 1. januar. For sådan er vores system. På et tidspunkt er der ikke flere dagpenge, så skal man flytte sig og se, hvordan man komme tilbage til arbejdsmarkedet," lød det videre fra De Radikales leder.

Udover Enhedslisten havde SF og enkelte socialdemokrater samt to medlemmer af De Radikales egen hovedbestyrelsemanede manet til besindighed i forhold til at gennemføre stramningerne som oprindeligt planlagt.

Men Margrethe Vestager slog mandag fast, at regeringens linje er fuldstændig klar på området og ikke står til at ændre:

"Fra første dag har vi sagt, at dagpengereformen er, som dagpengereformen er. Det, der er vigtigt for regeringen, er at sørge for, at folk kan komme i arbejde - i stedet for at sige, at I kan være ledige eller på forsørgelse længere. Alle vores reformer er kendetegnet af, at vores ambition er at få flere i arbejde," sagde hun.

"Jeg har meget stor tiltro til, at det som beskæftigelsesministeren sætter i værk i sine samtaler med arbejdsmarkedets parter, med a-kasserne, med kommunernes beskæftigelsesmedarbejdere giver resultater," tilføjede hun.

Invitation til oppositionen

Margrethe Vestager inviterede samtidig Venstre og De Konservative til et bredt samarbejde forud for efterårets finanslovsforhandlinger.

"Det virker som om, man har travlt med at finde grunde til at stemme imod. Jeg synes, at man skal lede efter grunde til at stemme for," sagde Vestager på pressemødet.