Nyheder

Rekordoptag skaber pladskaos

Lige nu går tusindvis rundt og venter spændt på, om de er kommet ind på deres drømmestudie. Rekordmange vil fra i morgen kunne åbne et brev, hvor der står, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse.

Men allerede nu fortæller studerende fra blandt andet Aalborg Universitet om, hvordan de allerede fra første studiedag sidste år måtte kæmpe om pladserne, da de trådte ind i auditorierne første gang på civilingeniøruddannelsen.

"Man kommer ind i lokalet og forventer at få en plads, og så ser man bare 20, der sidder ovre på trappen i kanten af lokalet med benene inde under sig og ikke har plads til en computer eller til at få strøm til den," fortæller den studerende Villads Hannibal Højberg.

Må sidde på gulvet

Også hans medstuderende kæreste fortæller, hvordan hun ofte har siddet på gulvet til undervisningen.

"Jeg sad på trappen sammen med de andre. Vi havde ikke mulighed for at få strøm til computeren og havde svært ved at se tavlen og forelæseren. Det var virkelig svært at tage noter på den måde," lyder det fra Anne Remme Jakobsgaard.

I alt er 60.537 studerende optaget på en videregående uddannelse. Det er 6 procent flere end i 2011, der også var et rekordår.

Det høje optagelsestal bekymrer formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Torben Holm. Han har tidligere anbefalet universiteterne at holde optaget i ro, indtil de har løst udfordringerne:

"Når universiteterne så alligevel har skruet optaget op, så håber jeg da, at det er et udtryk for, at de har en god gennemarbejdet plan for, hvordan de vil løse de her problemer.

Tror du, at de har det?

"Nej det tror jeg ikke de har."

Lang vej igen

Formanden håber nu, at uddannelsesminister Morten Østergaard, kan finde en løsning sammen med universiteterne. Men der er givetvis lang vej igen, lyder meldingen.

"Jeg er skeptisk. Kvalitetsvanskelighederne på Universiteterne er så store i øjeblikket, at jeg synes, at det er slemt," siger Torben Holm.

Det store boom i studerende fortsætter også på Aalborg Universitet dette år, hvor 640 ekstra skal studere. Det betyder eksempelvis 87 ekstra på civilingeniøruddannelsen, hvor Villads Hannibal Højberg og Anne Remme Jakobsgaard læser.

"87! Det er virkelig voldsomt. Hvor skal alle de mennesker være henne?" spørger de begge, mens Villads Hannibal Højbjerg tilføjer:

"Det er både uhensigtsmæssigt, men også respektløst overfor de mennesker, man tager ind."

På Aalborg Universitet er ledelsen dog fortrøstningsfuld i forhold til at få løst deres udfordringer.

"Vi må leje lokaler og få rykket rundt, så studierne kommer til at passe med de lokaler, de bliver tildelt. Og derudover skal vi rekruttere nogle folk, der kan komme og undervise. Så kvaliteten er jeg overhovedet ikke nervøs for. Det er en udfordring, som vi tager op og den lykkes vi også med," siger Inger Askerhave, der er prorektor på Aalborg Universitet.

Det er fjerde år i træk, at der er en stigning i optaget på de videregående uddannelser.