Nyheder

Kim har kæmpet for erstatning i 14 år

For 14 år siden elskede Kim Iversen at dyrke sport, spille musik og spille bold med sine børn. Det gør han stadig, men han kan bare ikke på grund af en svær lungelidelse.

Selvom han i dag kun er 47 år gammel, bliver han lynhurtigt forpustet og hans livskvalitet er blevet væsentligt forringet, siden han for 15 år blev alvorligt syg.

Sygdommen startede tilbage i slutningen af halvfemserne, da Kim Iversen var i starten af 30'erne og i fuld vigør. På et tidspunkt fik han arbejde som svejser på vindmøllefabrikken Nordex, men efter otte måneder i jobbet, hvor han dagligt blev udsat for svejserøg, begyndte han at få vejrtrækningsproblemer. Helbredet blev så dårligt, og efterfølgende anmeldte han det som arbejdsskade hos Arbejdsskadestyrelsen.

"Jeg har stået mange gange og overvejet, om jeg skulle tage den første og nærmeste bro, jeg kunne finde."

Kim Iversen

Siden er årene gået. Kim Iversen kæmper stadig med sin sygdom, men ved siden har han også kæmpet en lang og sej kamp for at få sin lungelidelse, der giver indsnævrede luftveje, anerkendt som arbejdsskade.

Men kampen har hidtil været forgæves. Arbejdsskadestyrelsen mener nemlig, at Kim Iversens sygdom primært skyldes, at han røg op til ti smøger om dagen i otte år. Den forklaring støttes af Ankestyrelsen, der behandler klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser. Det til trods for at to speciallæger i lungemedicin uafhængigt af hinanden har fastslået, at sygdommen med al overvejende sandsynlighed skyldes svejsearbejdet, og altså ikke rygning.

Sådan har vi gjort

Tv2.dk har, med Kim Iversens tilladelse, fået fuld aktindsigt i hans sag hos Arbejdsskadestyrelsen. Kim Iversen har givet Arbejdsskadestyrelsen tilladelse til at udtale sig i den konkrete sag, men det har styrelsen afvist

Ved ikke hvor længe jeg lever

Den årelange kamp for at få sygdomen anerkendt med stribevis af afvisninger til følge har været tæt på at få Kim Iversen til at gøre en ende på det hele.

"Jeg har stået mange gange og overvejet, om jeg skulle tage den første og nærmeste bro, jeg kunne finde. Uden min kone og børn havde jeg ikke været her i dag. Min lungelidelse bliver kun værre og værre, så ingen ved, hvor længe jeg har tilbage," siger Kim Iversen til tv2.dk

For den faglærte smed drejer sagen sig ikke om penge, men om at få samfundets accept af, at hans situation ikke er selvforskyldt.

"Jeg har siden inderligt fortrudt, at jeg begik mit livs dumhed ved at blive der"

Kim Iversen om det at blive på vindmøllefabrikken

"Jeg mangler at få ro i mig selv, og en anderkendelse af, at sygdommen er arbejdsbetinget. Pengene jeg ville kunne få i erstatning, kan aldrig opveje det, at jeg aldrig får et normalt helbred igen. Jeg bliver sat i mistillid overalt. Jeg kæmper for at få anerkendt, at det ikke var min egen skyld. Det har ikke noget med pengene at gøre. Jeg vil gerne have papirer på, at jeg er et menneske som alle andre, der gerne ville biddrage til samfundet men ikke kan. Ikke fordi, jeg er doven, men fordi jeg er syg," forklarer han.

Da Arbejdstilsynet kom på besøg

Da Kim Iversen i august 1998 blev ansat som svejser på Nordex i Give, undrede det ham fra starten, at der ikke var de lovpligtige faciliteter på fabrikken i form af udsugningssystemer og åndedrætsværn til medarbejderne. Men han anede ikke, at det ville få konsekvenser for resten af hans liv. Medarbejderne forsøgte at råbe ledelsen op, dog uden at blive hørt.

Efter noget tid tog Kim Iversen sagen i egen hånd, og anmeldte virksomheden til Arbejdstilsynet, der kom på uanmeldt besøg. I tilsynsrapporten fra 12. maj 1999 står der blandt andet i den samlede vurdering:

"Ved besøget tilkendegav Arbejdstilsynet, at den total manglende ventilation/udsugning ved svejsearbejde vurderes som en grov tilsidesættelse af velkendte krav om, at luftforurening skal fjernes effektivt på udviklingsstedet med udsugning.

Det vurderes ligeledes, at øvrige beskæftigede i produktionshallerne udsættes for en helt unødig sundhedsfarlig påvirkning fra luftforurening fra svejse- og slibearbejde, når der ikke anvendes effektiv procesudsugning."

Begik sit livs dumhed

De kritisable forhold fik dog ikke Kim til at forlade svejsejobbet. Han havde en familie at forsørge, forklarer han.

"Jeg havde hus og familie. Der skulle mad på bordet. Jeg ville ikke have en skræntende økonomi, fordi jeg havde dummet mig. Men jeg har siden inderligt fortrudt, at jeg begik mit livs dumhed ved at blive der

Dumheden betyder, at Kim Iversen i dag kun har en lungekapacitet på mellem 39 og 50 procent. Han sover kun omkring tre timer om natten, og var indtil for nyligt i gang med sin 14. arbejdsprøvning - ifølge eget udsagn fordi kommunen mistænker ham for bare at være doven. Men fra 1. august er han blevet tilkkendt førtidspension af Tønder Kommune.

Desuden er han blevet opereret for hjerteflimmer efter to blackouts, og kan sandsynligvis forvente flere af dem i fremtiden, ligesom lungekapaciteten langsomt bliver dårligere.

"Mit mål hver morgen er at snakke med børnene, inden de skal i skole," siger Kim Iversen.

Tæt på at koste ægteskabet

Mødet med arbejdsskade systemet har også påvirket Kim Iversens kone og to hjemmeboende børn på 12 og 13 år. Økonomien er presset, og stemningen i hjemmet kan være anspændt, fortæller Kim Iversens kone, Susan Iversen. Familien skal leve for en kontanthjælp og en førtidspension.

"Det har været ved at koste forholdet mange gange på grund af, at vi ikke ved, om vi har penge i morgen. Det har ikke været nemt, men det er ikke pengene, der skal bestemme om vi skal være sammen eller ej."

"Det bliver nærmest til et skuespil herhjemme for at beskytte børnene."

Susan Iversen, gift med Kim Iversen

De forsøger, efter bedste evne, at skjule situationens alvor for børnene, der havde en svær opvækst hos deres biologiske mor.

"Det nytter ikke noget at tænke på det hver dag, for vi skal også tænke på børnene, og de skal ikke have de voksnes problemer. Børnene har også set, at Kim har fået blackout, og så bliver de selvfølgelig bekymrede. Vi prøver at vende det til noget sjovt, selvom vi også er bekymrede. Det bliver nærmest til et skuespil herhjemme for at beskytte børnene," siger Susan Iversen.

Arbejdsskadestyrelsen vil ikke kommentere den konkrete sag, fordi den endnu engang kører i ankesystemet.

Kim Iversen kæmper videre på 14. år.

Tv2.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)