Nyheder

Tre piger kvæstet under høballer

Flere tunge høballer styrtede i dag ned over tre piger ved en landejendom i Ølstrup tæt på Ringkøbing.

Politiet oplyser, at der straks blev sendt ambulancer, lægevogne og en akutlægehelikopter til ulykkesstedet.

"De tre piger kom i klemme under nogle mini-bigballer. Vi er ved at undersø-ge, hvordan det er sket," siger Bjarne Højgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Pigerne er mellem 9 og 13 år gamle og bor alle på gården.

Kritisk tilstand

Forældrene er ifølge politiet med på sygehuset.

Pigernes tilstand betegnes som kritisk.

Ballerne lå stablet i en lade, og Midt- og Vestjyllands Politi gennemfører i øjeblikket undersøgelser på stedet for at forsøge at klarlægge årsagen til ulykken.

"Vi har folk derude, der er ved at undersøge årsagen, så vi kan få at vide, hvad der er foregået," siger Bjarne Højgaard.

Der blev slået alarm klokken 11.57, og brandvæsenet i Ringkøbing-Skjern blev ligeledes alarmeret efter ulykken.