Nyheder

Her får du mest for feriepengene

Skal feriebudgettet række længst muligt, så får du mest for pengene ved en ferie i Filippinerne, der lige nu er verdens billigste ferieland.

Her koster tingene kun en tredjedel af, hvad de koster herhjemme. Det er Forex Banks udgiftsindeks, der viser den gennemsnitlige prisforskel på en række populære feriedestinationer i forhold til det danske prisleje.

"De lave leveomkostninger i de asiatis-ke lande gør, at pengene rækker meget længere her," siger Per Middelboe, landedirektør hos Forex, om opgørelsen.

Og vil man have en billig ferie, skal man typisk rejse udenfor Europa - lige med undtagelse af østlandene med Litauen, som det næstbilligste land på listen.

"Vil man gerne tilbringe ferien lidt tættere på Danmark, så får man generelt rigtig meget for pengene på de østeuropæiske destinationer," siger Per Middelboe.

I den modsatte og dyre ende af indekset finder man Danmark. Vi er dog ikke de allerdyreste - der skal man til Norge og Schweiz med Schweiz som det dyreste land.

I den dyre ende er prisniveauet tre gange så højt som i Filippinerne, når man kigger på gennemsnitspriserne for hoteller, taxakørsel og restaurantbesøg.

"Vores udgiftsindeks viser, at man også på sommerens mest populære destinationer som Tyskland, Spanien og Italien, kommer længere for pengene, end man gør i Danmark," siger Per Middelboe og fortsætter:

"Finder man en billig flybillet kan det derfor vise sig at være billigere at rejse ud, end at blive hjemme," siger han.