ZOO: Sikkerheden er i orden
Der er ingen problemer med sikkerheden omkring tigerne i Københavns Zoo.
Sådan lyder det fra bestyrelsesformand i den zoologiske have, Janne Glæsel, efter en ung mand i dag er fundet død i tigerburet i haven.
"Sikkerheden er i orden - man sikrer, at dyrene ikke kommer ud," siger bestyrelsesformanden til tv2.dk.
"Det er en frygtelig tragisk hændelse."
Der var ikke tale om, at rovdyrene kom ud af deres bur i forbindelse med dødsfaldet.
Den 21-årige mand er selv endt inde på tigerenes område - politiet har en teori om, at han er klatret over muren til den zoologiske have i løbet af natten og så er endt inde hos rovdyrene.
Om Københavns Zoo åbner i dag, ved Janne Glæsel ikke endnu.
"Det har prioritet nummer ét, at politiet og andre får mulighed for at lave undersøgelser på stedet," siger hun til tv2.dk.
Hvis det havde været en almindelig dag, skulle haven have åbnet klokken 10.