Tigerdrab: Det er ikke første gang det sker
Her til morgen er en mand fundet dræbt i tigerburet i Københavns Zoo.
Næsten det samme skete for tre år siden i Næstved Zoo. Dengang blev en 31-årig tidligere dyrepasser fundet delvist ædt af tigrene i tigerburet.
Forinden havde manden sat ild til halm i stalden ved hjælp af brændbar væske, og han var død af røgforgiftningen, inden tigrene begyndte at spise ham.
Indlagt pĂĄ psykiatrisk
Manden havde været indlagt på psykiatrisk klinik, og havde få dage forinden den tragiske hændelse stjålet nøgler fra Næstved Zoo.
Den tidligere dyrepasser havde været ansat i Næstved Zoo i 10 måneder, men han blev erklæret psykisk syg og efterfølgende fyret, fordi han udgjorde en sikkerhedsrisiko.
Elskede tigrene
Alligevel fik han lov til at komme på besøg, da han elskede tigrene højt, og da det tilsyneladende gav ham ro i sjælen.
Læs mere om dagens tragiske hændelse i Københavns Zoo via øverste link i artiklen
Desuden oplyser ritzau, om følgende tidligere hændelser:
- En 65-årig mand bliver dræbt af en løve på en løvefarm i februar 2012, der ejes af Johannesburg Zoo i Sydafrika. Løveburet har tilsyneladende været ulåst.
- En 28-årig tigertræner får bidt hånden af under et tigershow i en privat zoologisk have i Hamburg i december 2009. Mandens tilstand er en overgang kritisk.
- En ung mand bliver dræbt af en undsluppen tiger i San Franciscos zoologiske have i USA den 26. december 2007. Tigeren går til angreb på gæsterne på en café i nærheden af tigerburet. Ud over den dræbte bliver to andre såret.