Politi: Mand kvalt af tigerbid

Den unge mand, som i morges blev fundet omkommet i tigerafdelingen i København Zoo er formenlig blevet kvalt.
Det oplyser Københavns Politi.
"Der har været ligsyn på stedet - og man vurderer, at han er blevet kvalt, ved at en af tigrene har bidt ham i struben," siger Københavns Politis talsmand Lars Borg til tv2.dk.
Ifølge zoolog Bjarne Klausen fra Odense Zoo er et strubebid klassisk adfærd, når en tiger dræber.
"De lever jo af ret store byttedyr i Asien, og dem slår de som regel ihjel med strubebid eller knækker nakken på dem, så det er en meget, meget hurtig død man vil opleve, hvis man hopper derned."
Manden, som er først i 20'erne, blev også bidt i lysken, låret, halsen og ansigtet.
Der er tale om en udlænding, som har opholdstilladelse i Danmark.
"Man kan ikke udelukke selvmord. Når man kravler ind til sådan nogle farlige dyr, så må man være klar over, at det er forbundet med meget stor risiko," siger Lars Borg til TV 2 News.