13-årig dreng i kjole og 4-årig i tylskørt
Drenge skal da have lov til at have kjole på, hvis de har lyst til det.
Sådan lyder det fra flere, som deltager i TV 2's debat - i forbindelse med en undersøgelse, der viser at mange forældre styrer børnenes leg, fordi de er bekymrede for, hvordan børnenes seksuelle orientering udvikler sig.
Bytter tøj med søster
En af dem, der mener, at hankønsvæsner skal have lov til at iføre sig skørter, er Lise Hjertebjerg Hogue, som har en 13-årig søn.
"Han har en søster, der er to år ældre - og da han var yngre tog han tit kjole på og ringede på døren, og så legede de veninder - og to år var han klædt ud som pige til fastelavn," fortæller hun til tv2.dk.
"Han kan stadig finde på at tage en kjole på, for at være sjov - og for to år siden til nytår, da byttede de to tøj og fejrede nytår."
Sønnen har ikke haft kjole på hjemmefra før han skulle i skole eller i børnehave.
"Men han kan sagtens tage kjole på, selv om vi har gæster herhjemme," siger Lise Hjertebjerg Hogue.
"Det har min storebror været imod. Han sagde: Han bliver bøsse, når han går i kjole. Men så sagde jeg: Og hvad så? Det ville man alligevel ikke kunne gøre noget ved."
Har sit eget tylskørt
Også Camilla Stjernholm Christoffersen, som har tvillingesønner på fire år, mener, at drenge skal have lov til at lege piger.
"Jeg kommer ofte og henter mine tvillinger i børnehaven, hvor de er klædt ud med kjole, neglelak, hat og foran dem triller en lilla dukkevogn med en dukke i," lyder det fra Camilla Stjernholm Christoffersen.
"Det synes jeg er helt fint og det rører mig ikke det mindste. Lad da børnene udforske det nu og ikke senere. Mine har også tit fået et hårspænde eller elastik i håret. Det er altså helt normalt."
Når drengene er hjemme får de også lov til at få neglelak på, hvis de har lyst.
"Og min ene søn har et lille tylskørt. Han vil være balletdansker, så han fik det af en af mine veninder," siger hun til tv2.dk.
Barbiedukker og kjoler
Gitte Kuby Søften, som er mor til en søn på snart 22 år, har også et afslappet forhold til det at lade en dreng gå i kjole.
"Jeg har nogle veninder med nogenlunde jævnaldrende børn. Og når vi var hjemme ved dem, var der pigeting - så de legede med pigeting - det var barbiedukker og så videre," siger hun til tv2.dk.
Nogle gange blev sønnen klædt ud i kjole, når han var i børnehave.
"Om han så var blevet homoseksuel, var jeg da ligeglad - det ville stadig være min elskede søn," lyder det.
På TV 2 Nyhedernes Facebook-side diskuterer forældre og andre, hvorvidt det er i orden at lade drenge gå i kjole og lege med "pigeting" - og om piger må være "drengede".
Hannah Krog, som er både mor og farmor skriver:
"Min ældste søn er nu 35 år og far til en pæn lille flok børn. Han elskede at gå med en knaldrød nederdel da han var fire år, så det skader ikke så længe det er leg."