Bankaktionærer overvejer sagsanlæg

Amagerbanken er en saga blot efter konkursen sidste år - men sagen er endnu ikke afsluttet for en gruppe mennesker, der var aktionærer i banken.

Nu overvejer de nemlig, om der er grundlag for at anlægge sag mod myndighederne i kølvandet på konkursen.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er Dansk Aktionærforening, der vil have undersøgt, om det var korrekt at lukke Amagerbanken.

"Vi er gået i gang med en dybdegående analyse af forløbet, for det ligner en meget latent sag. Det er nærliggende at stille spørgsmålet, om banken overhovedet skulle have været lukket," siger Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening, til avisen.

Flere penge at komme efter

Undersøgelsen kommer samtidig med, at Kammeradvokaten har revurderet dividenden - den andel kreditorer kan få tilbage af deres udestående - og det nu ser ud til, at den bliver sat op - igen.

Da banken lukkede, kunne kreditorerne se frem til at få 58,8 procent af deres tilgodehavende. Det beløb blev sat op fem måneder efter konkursen til 85 procent - og nu ser det altså ud til, at der er endnu flere penge at komme efter.

"Det er en oplagt tanke, at der måske var andre løsningsmuligheder end at lukke banken. Det kunne være en form for rekonstruktion af banken," siger aktionærformanden.

Erhvervsmand tabte 750 millioner

Det er statens skraldespandsselskab for banker, Finansiel Stabilitet, der står for afviklingen af Amagerbanken. Og her afvises det, at der er noget at komme efter:

"En rekonstruktion ville have forudsat, at der var nogen, der ville sætte penge i det - og det var der ikke på det tidspunkt, inden for de frister der blev givet," siger direktøren i Finansiel Stabilitet, Henrik Bjerre-Nielsen til Jyllands-Posten.

Mens staten undersøger, om de kan komme efter bankens tidligere direktion, har erhvervsmanden Karsten Ree også raslet med erstatningssablerne. Han endte med at tabe op imod 750 millioner kroner på Amagerbankens krak.