Nyheder

SF's byrådsgruppe i Gentofte er sprængt

SF slås ikke kun med store problemer i Folketinget, hvor Özlem Cekic stemmer imod skattereformen, så folketingsgruppen har frataget hende fire ordførerskaber og forbudt hende at udtale sig på SF's vegne.

Nu er SF's gruppe i Gentofte byråd blevet halveret. Marie Louise Bistrup har forladt partiet og bliver løsgænger. Dermed sidder Brigita Volsted Rick alene tilbage som kommunalbestyrelsens eneste folkesocialist.

"Jeg har meldt mig ud af SF og vil herefter være løsgænger i Gentofte kommunalbestyrelse," skriver Marie Louise Bistrup i en mail til sine kolleger.

Farvel til byråd i Odense

Marie Louise Bistrup går fra partiet den samme dag, som SF's stemmesluger Stina Willumsen har meddelt, at hun forlader Odense Byråd ved kommunalvalget i efteråret 2013.

Stina Willumsen er rådmand for børn og unge i Odense og genopstiller ikke ved næste kommunalvalg, skriver Fyens Stiftstidende.

Stina Willumsen fik ved kommunalvalget i 2009 knap 12.000 personlige stemmer. Hun var i høj grad med til at tippe flertallet fra blåt til rødt, så socialdemokraten Anker Boye blev borgmester. Hun har stillet op ved alle byrådsvalg, siden hun fik stemmeret.

Kilder i SF i den fynske hovedstad siger dog til Ritzau, at Stina Willumsen langtfra smækker med døren, men ikke genopstiller af private årsager.

Til gengæld er et andet SF-medlem af Odense Byråd - Dahir Jama Roobleh - så utilfreds med skatteaftalen med de borgerlige, at han nu ifølge Fyens Stiftstidende vender sit parti ryggen til fordel for Enhedslisten.

SF's byrådsgruppe i Odense skrumper dermed fra seks til fem, og gruppeformand Kasper Westh ærgrer sig over udmeldelsen.

"Som gruppeformand er det et nederlag for mig, at det ikke er lykkedes at holde sammen på gruppen," siger han til avisen.