Nyheder

Før mødet med Ronaldo: "Det kilder i maven"

I aften er en stor aften for 12-årige Mathias Billstrøm fra Slagelse. Det er nemlig ham, der skal få forrest ind med bolden foran alle spillerne, når Portugal møder Spanien i aftenens semifinalekamp i EM i fodbold.

"Jeg er meget spændt. Det kilder i maven," fortæller Mathias, da TV2.dk fanger ham knapt fem timer før kampstart.

Mathias har i lang tid drømt om at møde sit store idol Cristiano Ronaldo, som spiller for Portugal. Og det kan meget vel komme til at ske i aften.

"Hvis jeg får chancen for at tale med ham, så tror jeg næsten, at jeg vil blive helt stiv. Hvis jeg kan, så vil jeg sige "Hej"," siger Mathias.

Mathias er blevet udvalgt til det ærefulde hverv af en særlig grund.

"Det er fordi, jeg er blevet opereret i maven, og har ligget på hospitalet i lang tid," forklarer Mathias.

Mathias lider af en arvelig tarmsygdom, som kostede hans mor livet, da han var tre år. Derfor har Make-A-Wish Ønskefonden i samarbejde med KIA Motors udvalgt Mathias til at blive sendt til Ukraine, hvor han i aften kommer til at møde sit helt store idol Cristiano Ronaldo.

Og Mathias er da heller ikke i tvivl om hvem, han holder med i aftenens kamp.

"Jeg holder med Portugal."

Kampen mellem Spanien og Portugal spilles i aften klokken 20.45 dansk tid.